S og DF kræver kontrol af fiskere: Kun to bøder for ulovligt udsmid af fisk

To bøder lyder ikke af meget, erkender fiskeriminister Karen Ellemann.

(© DR Nyheder)
(© DR Nyheder)

Skjult for myndighederne smider fiskere tonsvis af ofte døde småfisk ud i strid med loven.

Alligevel er der i løbet af tre år kun uddelt to bøder til fiskere, som bryder loven. Det oplyser Fiskeristyrelsen til DR Nyheder.

Det viser, at der ikke er en ordentlig kontrol, mener Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Udsmidning af småfisk i strid med loven er et problem, fordi det er spild af ressourcer og kan føre til overfiskeri, som går ud over bestandene, mener både eksperter og politikere.

- Vi har en kontrol, som ikke fungerer. Hvis der kun er givet to bøder på så alvorligt et emne, som handler om bæredygtigt fiskeri, og omfanget af udsmid er så stort, så er to bøder jo ingenting, mener Simon Kollerup, fiskeriordfører for Socialdemokratiet.

Han vil sammen med Ib Poulsen, fiskeriordfører for Dansk Folkeparti, nu tage sagen op med fiskeriministeren og de andre partier i Folketinget.

- Kontrollen ikke er tilstrækkelig, når der kun er givet to bøder, siger Ib Poulsen.

Men er det ikke svært at kontrollere, når det jo ofte foregår langt ude på havet?

- Nej, det kan man gøre med simple redskaber. Og vi skal have diskuteret i forligskredsen, hvad vi gør. Det kan være videoovervågning og mere kontrol til søs, siger Ib Poulsen,

Fiskeriminister Karen Ellemann erkender, at der mangler kontrol med ulovligt udsmid af fisk.

- Der kan man sige: Er to bøder nok? Nej, det lyder ikke umiddelbart som nok, siger Karen Ellemann (V).

Hun vil dog ikke skærpe den danske kontrol, men i stedet arbejde for fælles EU-regler om kontrol med udsmid.

- For jeg vil ikke sidde som dansk fiskeriminister og sige, at det kun er danske fiskere, der skal pålægges en ekstra kontrol. Det her er en aftale, vi har lavet bredt i den europæiske fiskeripolitik, og sådan skal det også være fremover, siger Karen Ellemann.

Allerede på fredag mødes partierne og ministeren for blandt andet at diskutere udsmid af fisk og den nye undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet.

(© DR Nyheder)
(© DR Nyheder)
Facebook
Twitter