Så er der åbnet for nyt lån med rekordlav rente

Både Realkredit Danmark og Nykredit vil udstede obligationer med en fast rente på 1,5 procent.

Nu kan boligejere låne en realkreditobligation til en rente på blot 1,5 procent - med afdrag i 30 år. (Foto: DR- Johnny Krone)

Boligejerne får mulighed for at optage fastforrentede lån endnu billigere end hidtil.

De mange rente nedsættelser fra Nationalbanken sætter nu endnu engang en lavere standard for renteniveauet på danske boliglån.

Således har både Realkredit Danmarkg og Nykredit med deres datterselskab Totalkredit åbnet en 30-årig realkreditobligation med afdrag til en rente på blot 1,5 procent.

Obligationen skal bruges til udlån over 30 år, og den kan dermed blive udgangspunktet for fremtidige boliglån.

Renten sænkes på ugebasis

Det er kun lidt mere end en måned siden, at Nykredit indførte toprocentslånet, som dengang blev beskrevet som "historisk".

Men siden har Nationalbanken fire gange sænket renten på indskudsbeviser med i alt 0,70 procentpoint.

Senest blev renten sænket torsdag med virkning fra fredag, således at den nu er negativ med trekvart procent.

/ritzau/