Så mange millioner får Straarup i pension

Godt tre millioner kroner om året vil Danske Bank udbetale til ordførende direktør, Peter Straarup, når han går på pension til februar.

Godt tre millioner kroner om året vil Danske Bank udbetale til ordførende direktør, Peter Straarup, når han går på pension til februar. (Foto: Erik Refner © Scanpix)

Når 60-årige Peter Straarup går på pension 15. februar og overlader posten som ordførende direktør til Eivind Kolding, skal han ikke bekymre sig om at få smør til brødet.

Danske Bank har nemlig sørget for, at den afgående direktør er omfattet af en gylden pensionsordning, der sikrer Peter Straarup 3,1 millioner kroner om året livet ud.

Ifølge oplysninger fra Danske Bank kan Peter Straarup og en anden Danske Bank-direktør, Sven Lystbæk "fratræde med livsvarig pension med udgangen af det regnskabsår, hvori de fylder 60 år."

67 millioner er afsat

Danske Banks hjemmeside kan man læse, at banken har afsat 67 millioner kroner til Straarups pension.

Banken regner altså på nuværende tidspunkt ikke med, at Staaruo bliver mere end 81 år. Hvis det sker, skal de punge ud med flere millioner, skriver epn.dk.

Peter Straarup og Sven Lystbæk er dog de sidste i Danske Bank, der får del i den lukrative pensionsordning.

Mindre til efterfølgerne

De andre nuværende og kommende direktører er i stedet omfattet af en bidragsbaseret pensionsordning og må derfor nøjes med, at Danske bank indbetaler 20 procent af deres årlige løn i pensionsbidrag.

Peter Straarups årlige løn lå i 2010 på 7,1 millioner kroner i kontraktligt vederlag og på 2,1 millioner kroner i pension. Straarup har været i Danske Bank i 43 år og har været ordførende direktør i 13 år.

Facebook
Twitter