Så skal der snoldes: Nu får børn mulighed for at betale med mobilen

Fremover kan børn bruge mobilen til at betale med, når de shopper.

Appen MyMonii henvender sig til familier med 7-13 årige børn. (Foto: Presse)

Skal ungerne i kiosken for at købe fredagsguf, er det ikke længere nødvendigt at tømme lommer og tasker for at fiske tyvere op til betaling.

I dag lancerer virksomheden MyMonii i samarbejde med Nets et nyt samarbejde, hvor børn ned til syv år kan betale med mobilen.

Appen kan bruges i 20.000 butikker, der i forvejen tager imod Dankort på mobilen.

Direktør og grundlægger af MyMonii Louise Ferslev fortæller, at betalingsfunktionen er noget, der længe har været efterspurgt i MyMonii-appen, hvor man hidtil kun har haft fiktive penge stående.

- MyMonii-appen har over 45.000 brugere og har været på markedet længe, men nu er næste skridt kommet for os, hvor vi opgraderer 'funny-money' til rigtige penge, som børnene kan bruge i butikker, siger Louise Ferslev.

Løsningen er den første på det danske marked.

Forældre bestemmer stadig

Ifølge Louise Ferslev er der ingen grund til at frygte, at den nye betalingsløsning gør, at børnene går amok i en køberus. Systemet er nemlig indrettet således, at rådighedsbeløbet bestemmes ene og alene af forældrene.

Pengene trækkes løbende fra forældrenes Dankort, og alle betalinger, som børnene foretager, kan forældrene følge med i via deres MyMonii-app.

- Hvis børnene har sparet 500 kroner op og vil bruge en halvtredser, så får de den her forståelse for, at der er røget 50 kroner fra deres rådighedsbeløb. Og samtidig kan forældrene se med, siger Louise Ferslev.

Hvorfor skal man bruge en app? Kan man ikke bare give dem en 50'er i kontanter?

- I forhold til at lære om værdien af penge giver kontanter rigtig god mening, men nu er det bare sådan, at forældrene ikke har kontanter på sig, fordi vi går imod et kontantløst samfund. Vi arbejder i stedet på at lave en løsning, hvor børnene lærer om værdien af tallet på en skærm, siger Louise Ferslev.

I appen kan forældre lave en automatisk fast lommepengeoverførsel, eller de kan opsætte opgaver, hvor der gives belønning.

Ikke den første betalingsløsning til børn

Selvom MyMonii er den første mobile betalingsløsning til børn, har både Nordea og Danske Bank tidligere lanceret såkaldte "lommepengekort".

Her får man et såkaldt "lommepengekort" og en app, hvor forældre og børn kan holde øje med beløbet på kortet og opsparingskontoen. Begge tilbud kræver forældrenes samtykke, og børn kan ikke lave overtræk, har begge banker tidligere oplyst til DR.

Men ifølge Louise Ferslev hedder fremtidens betalingsløsninger mobilbetaling:

- Forleden havde vi en bruger, der skrev, at han valgte appen i stedet for et debitkort, fordi han var sikker på, at sønnen ikke ville smide telefonen væk. Det siger noget om, at den unge generation slet ikke har brug for en fysisk pung, som vi har brug for, siger Louise Ferslev.

Hos Nets skriver Jeppe Juul-Andersen, der er direktør med ansvar for Dankort, i en pressemeddelelse, at samarbejdet med Mymonii giver børn, som er for små til Dankort eller andre betalingskort, mulighed for at undgå at gå rundt med kontanter.

- Mymoniis platform sørger for, at børnene kan få et ansvarligt forhold til forbrug og opsparing. Projektet er også et godt eksempel på, at Nets inviterer til samarbejde om nye tjenester, der bygges oven på Dankort økosystemet, siger han.

Facebook
Twitter