Sådan får bagmænd penge ud af selskaber med stråmandsdirektører

Det er let for kriminelle at trække penge ud af et selskab og slippe for ansvaret, fortæller advokat.

(Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Det er ret enkelt for en bagmand at trække penge ud af et selskab med en frivillig eller ufrivillig stråmandsdirektør.

Det eneste, det kræver, er, at man har fået adgang til den pågældende stråmands identitetsoplysninger. Så kan der oprettes en bankkonto, og så kan man benytte NemID og password, som den pågældende direktør har fået udleveret.

Det forklarer advokat, partner i advokatfirmaet Elmann og mangeårig kurator ved Sø- og Handelsretten Bo Vadt Christensen.

- Med det kan man overføre elektronisk fra bankkontoen, eller man kan tage direktøren med sig ned og få ham til at hæve i en kontantautomat eller sende ham ind i banken, mens man selv venter udenfor og lader ham hæve nogle kontanter, som han så afleverer. Det er en måde.

Stråmanden står med gælden

En anden måde er, at man kan købe på kredit i selskabets navn, forklarer Bo Vadt Christensen.

- Det er jo stråmandsdirektøren, der er ansvarlig for selskabet, og hvad det påtager sig af forpligtelser. I virkeligheden er det bagmanden, der henter de varer, der er blevet købt på kreditten, når de bliver leveret. På et eller andet tidspunkt har man udnyttet kreditmulighederne og lukker selskabet ned, og så står der så bare nogen tilbage med en lang næse.

Hvem er det, der står tilbage med en lang næse?

- Ja, det vil jo først og fremmest være de kreditorer, der har leveret på kredit og ikke får noget som helst for de varer, de har leveret. Derudover vil den pågældende stråmandsdirektør meget nemt kunne få et personligt erstatningsansvar for de tab, der er sket.

- Desuden er der også det ekstra, at man måske i nogle tilfælde har fået udbetalt det, der hedder negativ moms - altså momspenge retur fra staten, som jo så bare er gået ind i selskabet, blevet hævet, kommet ud til bagmanden, og så står selskabet tilbage uden midler, når det på et eller andet tidspunkt ikke har værdi mere og bliver erklæret konkurs.

Facebook
Twitter