Sådan rammer sygeplejerskestrejken

Fra lørdag nat vil 5.000 sygeplejersker strejke, efter nej til mæglingsskitse.

Afdelinger på et bredt udsnit af landets sygehuse vil mangle sygeplejersker fra lørdag nat. (Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)

Når sygeplejersker fra på lørdag vil strejke, så rammer det bredt over hele landet.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) har varslet konflikt for cirka ti procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner. Det svarer til godt 5.350 sygeplejersker.

Eksempelvis kan borgere, der skal have en ny hofte, komme til at vente længere på deres operation.

Ifølge DR’s oplysninger drejer det sig blandt andet om ortopædkirurgisk afdeling og dagkirugisk afdeling på Hvidovre Hospital, mens sygeplejersker i Silkeborg vil strejke inden for blandt andet operation og anæstesi på Center for Planlagt Kirurgi.

Corona-afsnit samt kræft-, børne- og psykiatriområdet er undtaget fra konflikt.

Under konflikten vil der være et nødberedskab. Nødberedskabet skal kun udføre uopsætteligt og livsvigtigt arbejde.

- Vi udtager nogle områder, som ikke er omfattet af det akutte og uopsættelige arbejde. Det er altså operationer, som kan vente, uden det medfører sundhedsfaglige risici, siger Grethe Christensen og tilføjer:

- Det er umuligt at forudse, hvor længe strejken kommer til at vare. Arbejdsgiverne og politikerne bliver nødt til at komme på banen.

Det er dog ikke kun på landets sygehuse, at en strejke vil kunne mærkes. Også i landets kommuner er sygeplejerske udtaget til strejke.

Kommuner udtaget til strejke

  • Frederiksberg Kommune

  • Gladsaxe Kommune

  • Københavns Kommune

  • Hillerød Kommune

  • Halsnæs Kommune

  • Aarhus Kommune

  • Silkeborg Kommune

  • Fredericia Kommune

  • Odense Kommune

  • Tønder Kommune

  • Aalborg Kommune

  • Holbæk Kommune

  • Ringsted Kommune

Kilde: Dansk Sygeplejeråd

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk