I dag kom det frem, at insulingiganten Novo Nordisk har måttet betale ekstraregninger til Skat for samlet 3,6 milliarder kroner for transfer mispricing – en metode, der de senere år har fået skattevæsnets intense opmærksomhed, fordi den benyttes af multinationale selskaber til at flytte deres overskud i skattely.
Men hvordan fungerer metoden egentligt? Her forsøger vi at give et overblik over regler og metoder:
Når selskaber i forskellige lande under samme koncern handler med hinanden, skal prisen – den såkaldte interne afregningspris eller på engelsk transfer price - sættes på markedsvilkår. Altså til den pris, som to af hinanden uafhængige selskaber ville benytte.
Dette princip kaldes i skattetermer armslængdeprincippet.
Sætter koncernen afregningspriserne forkert – også kaldet transfer mispricing – kan den benytte metoden til at flytte overskud i skattely og unddrage sig beskatning.
Det gør selskabet eksempelvis ved, at koncernens datterselskab i et land med lavt skattetryk køber varer eller tjenester – det kan være rent fysiske produkter, men er oftest patenter eller rettigheder til en vare – af datterselskabet i et land med højt skattetryk. Ved at sætte prisen på den pågældende vare for lavt – altså under markedsprisen – slipper koncernen for at betale skat i landet med højt skattetryk.
Lad os tage et eksempel:
En multinational koncern ønsker at slippe billigere i skat i Danmark og vil hellere beskattes i et skattelyland med lav skatteprocent. Derfor lader koncernen datterselskabet i skattelyet købe en rettighed til et produkt af datterselskabet i Danmark.
Den interne afregningspris på denne rettighed sætter koncernen bevidst for lavt – lad os sige til 1 milliard kroner. Dette beløb skal datterselskabet i Danmark betale 25 procents selskabsskat af, og den danske statskasse får altså 250 millioner kroner ud af handlen.
Men markedsprisen på rettigheden – altså den reelle værdi - er i virkeligheden langt højere, lad os sige fire milliarder kroner. Den danske statskasse burde altså have haft en milliard kroner ud af handlen, og snydes altså for 750 millioner kroner.
Opdager Skat snyderiet, forhøjer myndighederne selskabets skattepligtige indkomst med – i ovenstående eksempel – tre milliarder kroner, og restskatten vil altså være 750 millioner kroner. Hertil skal lægges renter, der sagtens kan beløbe sig til millioner af kroner, hvis sagen er flere år gammel.
Metoden kan også være omvendt: Datterselskabet i Danmark kan købe en vare af datterselskabet i skattelyet til overpris. Altså til en pris, der er højere end markedsprisen. Herved flyttes ligeledes penge fra det ”dyre” til det ”billige” land.
Sagerne er dog ofte tunge at løfte for Skat – for hvordan prissætter man egentlig et patent eller en rettighed i forbindelse med en flere år gammel handel korrekt? Kritikerne hævder, at transfer pricing ikke er en eksakt videnskab, men er baseret på vurderinger og skøn. Og her kan koncernens skøn være lige så godt som Skats, der kan have en betydelig interesse i at sætte priserne for højt, lyder kritikken.
Koncernerne har derfor en hær af revisorer og advokater ansat til at håndtere skattesagerne, der ofte ender i Landsskatteretten og senere i Højesteret. Tilsvarende har Skat oprustet kraftigt på området de senere år.