Sælg boligen før du flytter til Sverige

Hvis du skal flytte til Sverige, så sørg for at have solgt din bolig i Danmark, inden turen går over Øresund. Svenskerne forhøjer nemlig beskatningen af boligsalg.

Danskerne snyder, når de ikke oplyser Skat om deres feriebolig i udlandet. (Foto: languitar © stock.xchng)

Danskere, der skal flytte til Sverige, gør klogt i at få solgt huset eller lejligheden i Danmark, inden turen går over Øresund. Ellers risikerer de at få et smæk af den svenske boligskat.

Den svenske regering forventes mandag at vedtage en stramning af boligskatten, så gevinster ved boligsalg beskattes med 22 procent fra 1. januar 2008.

Det gælder også for danskere, der bor i Sverige, og hvis den danske andels- eller ejerbolig ikke er solgt, inden adressen flyttes til Sverige, så falder den svenske hammer.

- Når man tager bopæl i Sverige, så bliver man fuldt skattepligtig fra den dag, man flytter derover. Så skal man betale skat af gevinst på salg af fast ejendom - ligegyldigt om den ligger i Danmark eller Sverige, siger Ernst Larsen, der er chef for Skat Øresund.

Kan ikke længere udskyde beskatning

Ifølge Danmarks Statistik flyttede 5000 danskere sidste år til Sverige. Situationen på det danske boligmarked, hvor liggetiderne slår rekorder, og boligejere må opgive salg, betyder formentligt, at mange danskere har udsigt til flere hundrede tusinde kroner i beskatning til den svenske stat, vurderer Peter Nordblad, som er direktør for svenske Swedbanks afdelinger i Danmark.

Her har man kontakt med mere end 150 danske familier hver måned, som skal flytte til Sverige.

- Vi taler med mellem fem og ti danske familier hver eneste dag om finansieringen af boligen i Sverige, og meget få kender til de svenske skatteregler, siger Peter Nordblad.

Det svenske lovforslag betyder formentligt også, at man ikke længere vil kunne udskyde beskatningen af boliggevinsten på ubestemt tid, som man kan nu. Forslaget går på, at man må udskyde beskatningen på op til 1,6 millioner svenske kroner. Det koster til gengæld en halv procent i rente. Beskatningen af gevinst ved boligsalg hæves formentlig fra 20 til 22 procent.

Facebook
Twitter