Der igangsættes en ekstern advokatundersøgelse af formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard.
Sådan lyder konklusionen efter et møde i Fagbevægelsens Hovedorganisations forretningsudvalg, som blev afsluttet her til formiddag.
Mødet startede klokken 7 i morges og blev indkaldt af formanden selv, efter flere personer til Ekstra Bladet og Berlingske har berettet om krænkende adfærd fra formandens side.
Det sker, efter at Risgaard selv har erkendt, at hun ved flere lejligheder har opført sig upassende over for personer, der er ansat i positioner under hende.
Noget, som hun også i går aftes skrev om i et opslag på Facebook.
- Man ser med alvor på denne sag, at den skal undersøges, og den skal undersøges eksternt. Det er ikke fagbevægelsen, der skal undersøge sig selv, fortæller DR's erhvervskorrespondent Casper Schrøder.
Selvom FH har besluttet at igangsætte advokatundersøgelsen, vil Risgaard stadig stå i spidsen af fagbevægelsen, som huser 1,3 millioner medlemmer.
- Det er klart, at denne sag skal afgøres og afklares, før der er en endelig beslutning om, hvad der skal ske i den øverste top af Fagbevægelses Hovedorganisation, siger Casper Schrøder.
Næstformand kendte ikke til sagerne
Næstformand Morten Skov Christiansen får rollen som "stedfortrædende formand" i forbindelse med sagen, fordi Lizette Risgaard er inhabil, fortæller han.
- Lizette (Risgaard, red.) er formand for FH, der er opbakning til, at Lizette fortsat er formand for FH, og derfor er jeg stedfortrædende formand, siger Morten Skov Christiansen.
Her du aldrig nogensinde hørt om de her sager før?
- Jeg er aldrig blevet kontaktet af nogen, og jeg har ikke nogen kendskab til de konkrete sager, nej.
Han bliver spurgt yderligere ind til, om han har været bekendt med rygter.
Han understreger, at han aldrig er blevet kontaktet om "konkrete episoder".
Den stedfortrædende formand understreger også, at ingen i forretningsudvalget krævede formandens afgang til mødet i morges.
Flere fagfolk reagerer
På baggrund af afsløringerne har fagforbundet Djøf rejst en sag om grænseoverskridende adfærd fra formanden for et af forbundets medlemmer. Det bekræfter Djøf overfor Berlingske.
Og på Twitter og Facebook står flere nuværende og tidligere formænd for andre fagforbund i kø om at kommentere sagen i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Blandt andet skriver Anja C Jensen, der er formand for HK og medlem af FH's forretningsudvalg, i et opslag på Facebook, at hun tager situationen "ekstrem alvorligt".
- Jeg har nultolerance over for krænkende adfærd, som fx mobning eller seksuel chikane. Ikke forstået sådan, at man ikke må begå fejl, men hvis ens adfærd gør andre kede af det, utrygge eller krænker dem, så skal man ændre sin adfærd med det samme, man bliver bevidst om det, skriver formanden i opslaget.
Også 3F Aalborgs formand Allan Busk kalder situationen for "en rigtig møgsag" i et interview med DR.
- Noget, der ikke kun presser hende, men hele FH, i denne sag, er, at man har haft en række sager om upassende adfærd af forskellige karakter de seneste år. Samtidig har man gået på barrikaderne og sagt, at man vil gå forrest for at beskytte danskerne, når de går på arbejde mod krænkende adfærd. Derfor er det ekstra pinefuldt for denne organisation, siger Casper Scrøder.
Mistillid mod Risgaard breder sig
Fagbevægelsens Ungdom skriver også i en udtalelse til Ekstra Bladet og Berlingske, at seks ungdomsforbund ikke har tillid til, at Risgaard kan blive i formandsrollen.
- Vi har i ungdomsfagbevægelsen ikke længere tillid til, at Lizette Risgaard kan stå i spidsen for vores fællesskab, skriver de seks ungdomsforbund i en fælles erklæring.
De seks forbund består af 3F Ungdom, Blik og Rør Ungdom, HK Ungdom, Lærerstuderendes Landskreds, Pædagogstuderendes Landssammenslutning og Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende.
Formanden har endnu ikke udtalt sig til pressen i forbindelse med anklagerne om upassende opførsel.