Sætter sig på 15 procent af Danmarks el-forbrug: Apple, Facebook og Google bygger seks datacentre

Techgiganter investerer i disse år store milliardbeløb i danske datacentre.

Google har købt en erhvervsgrund på 73 hektar. Her skal der i 2021 stå et færdigt datacenter. (Foto: Peter Leth-Larsen © Scanpix)

På bare to år har tre af verdens største virksomheder Facebook, Apple og Google opkøbt dansk jord svarende til 2.150 fodboldbaner.

I Viborg, Odense, Esbjerg, Fredericia og Aabenraa Kommuner planlægger de tre techgiganter at opføre op mod seks datacentre, der kan lægge beslag på mindst 15 procent af Danmarks samlede elforbrug.

I 2040 regner Energistyrelsen med, at datacentrene kan æde 22 procent af Danmarks samlede elforbrug.

Én hektar svarer til omtrent to fodboldbaner.

1

Viborg, Apple

Apple er i fuld gang med at bygge et datacenter i Foulum ved Viborg. Datacentret åbner i 2019. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I Foulum, syv kilometer fra Viborg, bygger Apple de kommende år et af verdens største datacentre. Med en investering på 6,3 milliarder kroner, er det den hidtil største udenlandske anlægsinvestering i Danmark.

Apple har købt et område på 285 hektar, hvilket svarer til 570 fodboldbaner.

Når datacentret tages i brug fra 2019, vil det beskæftige omkring 50 personer. Det tal ventes at stige til 150, når datacentret er færdigbygget.

2

Odense, Facebook

Borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel (S) håber på en dansk pendant til 'Silicon Valley', efter Facebook har valgt at placere sit datacenter i Odense. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Scanpix)

Facebooks tredje datacenter uden for USA er planlagt til at åbne i Odense i 2020.

I industrikvarteret Tietgenbyen øst for Odense har Facebook købt en grund på 59 hektar, hvor datacentret er ved at blive opført.

Når det står færdigt, og der bliver tændt for maskinerne, vil 150 ansatte have deres daglige gang på centret.

De kommer til at arbejde i et datacenter-anlæg, der i alt bliver på 184.000 kvadratmeter under tag. De fordeles på tre data-haller, en administrationsbygning samt bygninger til køleanlæg og nødstrømsgeneratorer, der alle kommer til at køre på vedvarende energi.

3

Aabenraa, Apple

Et stort datacenter med 16 datahaller er på vej i Aabenraa Kommune. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

I august begyndte byggeriet på en 275 hektar stor grund, hvor Apple skal opføre et enormt datacenter på størrelse med Apples andet danske datacenter i Foulum.

Datacentret kommer til at bestå af hele 16 datahaller fyldt med servere. I første omgang opføres kun den ene hal samt administrations- og logistikbygning. Derudover bygges en koblingsstation mellem datacentret og den eksisterende transformatorstation i Kassø, som betegnes som et europæisk knudepunkt for elektricitet.

Byggeselskabet MT Højgaard skal ifølge Jyske Vestkysten anlægge datacentret.

4

Aabenraa, Google

Google har sluttet sig til et datacenter'hub' ved Kassø transformatorstation i Aabenraa Kommune. (Foto: Brian snyder © Scanpix)

I november 2017 kunne Aabenraa Kommune fortælle, at også Google havde købt en stor grund på 131 hektar ved 'det europæiske elektricitetsknudepunkt' Kassø Transformatorstation.

Dermed bliver Aabenraa Kommune et 'hub' for datacentre og til et af verdens absolut største datacenterområder.

- Jeg er glad for og stolt over Googles valg af Aabenraa Kommune. Det bekræfter os i, at vi har potentialet til at udvikle os til en reel datacenterklynge for verdens største IT-koncerner, siger borgmester Thomas Andresen i en pressemeddelelse.

Google har foreløbigt oplyst, at grunden i Aabenraa Kommunen ikke er planlagt til bebyggelse, men at man vil sikre sig muligheden for at ekspandere sine datacentre i Europa.

5

Fredericia, Google

Mandag er det kommet frem, at hvad Google planlægger at opføre på en 73 hektar stor byggegrund 10 kilometer fra Fredericia. (Foto: Peter Leth-Larsen © Scanpix)

Lige nu er der en tom mark, men inden længe vil der være fuld gang i byggeriet ved Taulov, der ligger 10 kilometer fra Fredericia.

Datacentret ventes at åbne i 2021, og Google investerer 4,5 milliarder kroner i byggeriet, som skal ende ud i to datahaller på hver 13.000 kvadratmeter.

6

Esbjerg, Facebook

Facebook er på vej med et datacenter i Odense og i Esbjerg. (Foto: © Dado Ruvic / Reuters © Scanpix)

Også Esbjerg kan se frem til et datacenter.

Her er Facebook på vej til at bebygge et areal på 260.000 kvadratmeter herunder 170.000 kvadratmeter under tag.

I et konsortium med den irske operatør Aqua Comms deltager både Facebook og Google i etableringen af et 7.000 kilometer langt transatlantisk, undersøisk fiberkabel med navnet Havfrue, som vil forbinde Esbjergområdet med New Jersey, skriver Jyske Vestkysten.

Dermed vil Esbjergområdet have i alt fire forskellige fiberoptiske ruter til USA og Europa, og i den vestjyske energimetropol håber borgmesteren og erhvervslivet, at byen og området som et digitalt knudepunkt for hele Norden står på kanten til et nyt væksteventyr.

Dermed bejler Esbjerg-området også til et fremtidigt dansk 'Silicon Valley.'

Facebook
Twitter