Salg af Nets forgylder danske banker med milliarder

Nets er solgt for 17 milliarder kroner. Det kommer danske banker til gode. De kan notere store indtægter.

Danske Banks topchef Thomas Borgen kan glæde sig over, at salget bidrager positivt til bankens resultat med en milliard kroner. Danske Bank har solgt 16,13 procent af den samlede aktiekapital i Nets. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Nordea og Danske Bank kan med salget af Nets indtægtsføre pæne milliardbeløb. Spar Nord og Sydbank kan gøre det samme med beløb i millionklassen.

Det skriver Ritzau Finans, der henviser til meddelelser fra de tre banker, efter at ATP, Bain Capital og Advent International har købt Nets for 17 milliarder kroner.

Med sin ejerandel i Nets på 20,7 procent får Nordea et udbytte fra salget på omkring 3,5 milliarder kroner. Det giver et skattefrit overskud på knap 2,7 milliarder kroner.

Danske Bank får en milliard mere

Salget ventes at have en positiv effekt på Nordeas kernekapitalprocent eksklusiv hybridkapital på knap 25 basispoint. Nordea modtager desuden et udbytte på 103 millioner kroner.

Danske Bank ejer 16,13 procent af den samlede aktiekapital i Nets, og salget bidrager dermed positivt til bankens resultat med en milliard kroner, skriver Ritzau Finans.

Salget giver dog ikke anledning til at ændre de samlede resultatforventninger hos Danske Bank, der fortsat regner med et overskud på 9 til 12 milliarder kroner efter skat.

Ikke været en del af 2014-forventninger

147 millioner kroner vil Sydbank indtægtsføre i første kvartal som følge af salget af sin ejerandel på 2,456 procent, og Spar Nord opjusterer på baggrund af salget sine forventninger til 2014.

Salget giver Spar Nord en positiv regnskabsmæssig effekt på omkring 175 millioner kroner, som hidtil ikke har været en del af bankens 2014-forventninger. Spar Nord havde en ejerandel på 2,12 procent af Nets.

Tidligere ventede Spar Nord en basisindtjening før nedskrivninger på 1,1 milliarder kroner - den forventning opjusteres nu med omkring 175 millioner kroner.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk