Salget af el-biler er styrtdykket

Både R og S er bekymret, fordi der i april kun blev solgt 25 elbiler mod 145 sidste år.

En registreringsafgift på elbiler har tilsyneladende fået salget af nye biler til at falde fra 145 i april sidste år til 24 i år. (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

Salget af elbiler er gået mere eller mindre i stå - efter at Folketinget har besluttet at indfase en registrerings-afgift på dem.

Det viser en ny opgørelse fra De Danske Bilimportører, skriver Information.

I april blev der solgt 24 elbiler - mod 145 i samme måned sidste år.

Både De Radikale og Socialdemokraterne udtrykker bekymring over udviklingen:

- De her tal er slet ikke i nærheden af de forventede tal - og hvis ikke de retter sig, er vi nødt til at gøre noget ved det, siger De Radikales skatteordfører, Martin Lidegaard.

Partierne bag aftalen om registrerings-afgiften har aftalt, at hvis forudsætningerne bag aftalen ændrer sig markant i løbet af indfasnings-perioden, vil forligs-partierne på ny tage sagen op.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, er dog ikke indstillet på at lave aftalen om, fordi der bliver solgt stadig færre elbiler.