Salling Bank nedjusterer alvorligt

Salling Bank halverer sine forventninger for 2011 efter et katastrofalt halvår med underskud. Det kan blive alvorligt for den lille, vestjyske bank, lyder vurderingen.

Direktør i Salling Bank, Peter Vinther Christensen, oplyser, at bankens dårlige resultat blandt andet skyldes to bankkrak.

Konkurserne i Amagerbanken og Fjordbank Mors har kostet Salling Bank dyrt. Helt præcist 6,3 millioner kroner igennem tabte aktier og betaling til Garantifonden for Indskydere.

Det er en af grundene til, at den lille vestjyske bank i første halvår endte med et underskud på 3,4 millioner kroner efter skat.

- Reduktionen skyldes højere engangsudgifter til bankkonkurser, kursreguleringer og etablering af vores nye filial i Nykøbing Mors, oplyser Salling Bank.

Salling Bank er nu tvunget til at nedjustere sine forventninger til 2011 betydeligt. Tidligere forventede banken et resultat før skat på mellem seks og ti millioner kroner - nu er det justeret til et resultat mellem to og fem millioner kroner.

Risiko for dårlig egenkapital

Solvensen i den lille bank er fortsat stærk, men en nedjustering er alvorlig for en lille bank, siger lektor i finansiering ved Handelshøjskolen i Aarhus, Jan Bartholdy.

- Der er risiko for at, at banken kommer til at mangle egenkapital, når bankpakken udløber, og der kommer øgede krav til bankerne, siger Jan Bartholdy.

Det er blandt andet Finanstilsynet, der strammer kravene til de danske bankers egenkapital.

Ingen konkurs foreløbig

Foreløbig vil det dog ikke gå Salling Bank så galt, som det gik med Fjordbank Mors og Amagerbanken, vurderer Jan Bartholdy.

- Banken er ikke konkurstruet endnu, fordi den stadigvæk har et positivt overskud, siger han.

Salling Bank ligger nummer 59 på den berygtede liste over 100 danske banker, der er vurderet på deres risiko for at krakke.

Facebook
Twitter