Samfundssind eller rettidig omhu? Derfor har direktører travlt med at betale coronahjælp tilbage

203 virksomheder har betalt et trecifret millionbeløb i lønkompensation tilbage til staten.

Indtil videre er 156 millioner kroner sendt tilbage til statskassen fra virksomheder, der havde fået pengene som lønkompensation.

156 millioner kroner, som staten har udbetalt til det danske erhvervsliv, er nu på vej tilbage i statskassen.

Indtil videre har 203 virksomheder betalt lønkompensationen tilbage, viser en opgørelse fra Erhvervsstyrelsen fra 9. september.

I de 203 virksomheder indgår også datterselskaber. Det vil sige, at for eksempel Bestseller-koncernen fremgår flere gange, da de har en række selskaber med forskelligt cvr-nummer.

I går fortalte boligkæden Jysk i TV Avisen, at de havde tilbagebetalt pengene, fordi de var kommet langt bedre igennem krisen, end de havde regnet med.

- Vi så, at salget kom tilbage igen. Så Jysk havde ikke brug for pengene, og så synes vi, det var det rigtige at vise samfundssind og betale lønkompensationen tilbage, sagde kommunikationschef Rune Jungberg Pedersen.

'Kan lige så godt betale tilbage nu'

Men i modsætning til Jysk, har mange virksomheder sandsynligvis betalt lønkompensationen tilbage, fordi de ikke er berretiget til lønkompensationen alligevel.

Det vurderer Kaj Glochau, der er partner i revsionshuset EY og ekspert i coronahjælpepakker.

Langt de fleste af de 203 virksomheder ville nemlig have skullet betale lønkompensationen tilbage under alle omstændigheder.

- Jeg vil vurdere, at mange virksomheder ikke har hjemsendt så mange medarbejdere, som de søgte om i starten. Så hvis de allerede ved, at de skal betale pengene tilbage, så kan de lige så godt betale pengene tilbage nu, siger Kaj Glochau, der vurderer, at mange flere virksomheder kommer til at betale dele af deres udbetalte kompensation tilbage.

Ifølge Kaj Glochau kan der være to årsager til virksomhedernes tilbagebetalinger. En af dem er, at virksomheder har søgt om mere, end de endte med at være berettiget til, eller også har virksomheder fået udbetalt for meget på baggrund af den regnefejl, Erhvervsstyrelsen lavede tidligere på året.

Loppemarkedskæde søgte for hele perioden

DR Nyheder har talt med flere virksomheder, som har betalt lønkompensationskroner tilbage, fordi hjemsendte medarbejdere blev kaldt tilbage på arbejde.

Blandt dem er loppemarkedskæden Kirppu, der søgte for alle deres 164 medarbejdere, da Danmark lukkede ned.

- Da vi i sagens natur ikke vidste, hvor længe vi ville være nødsaget til at holde vores butikker lukket, søgte vi det, vi kunne, siger Thomas Dahl Christensen, der er økonomichef i Kirppu.

Allerede den 14. april kunne Kirppu igen åbne deres butikker, og derfor kunne næsten alle af deres medarbejdere kaldes tilbage.

- Vi havde fået udbetalt lønkompensation for en periode, hvor vi havde genåbnet butikkerne, og denne kompensation ville og skulle vi naturligvis tilbagebetale, siger Thomas Dahl Christensen.

Men hvorfor virksomhederne betaler pengene tilbage nu og ikke venter på, at Erhvervsstyrelsen kræver dem tilbagebetalt, kan der være flere forklaringer på ifølge Kaj Glochau, der er partner i revsionshuset EY og ekspert i coronahjælpepakker.

- Lige nu koster det penge at have penge stående i banken, da der er negative renter. Så virksomheder der har penge i banken kan lige så godt få dem betalt tilbage.

- Derudover skal virksomheder lave årsregnskab, og det giver god mening at have pengene fra lønkompensation ude af ligningen, siger Kaj Glochau, der samtidig efterlyser en it-løsning fra Erhvervsstyrelsen, som kan vise hvor meget der skal efterbetales i de situationer, hvor der kun skal ske tilbagebetaling af en del af kompensationen.

FacebookTwitter