Samsungs eksploderende mobiler får aktien til at banke ned

Mindst 35 Samsung-mobiler er brudt i brand, og det gør aktien nu også. Mandag faldt den syv procent.

Mindst 35 Samsung-mobiler er brudt i brand. Nu høvler aktien ned. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Det er aldrig rart, hvis ens mobil pludselig eksploderer og bryder i brand - især ikke, hvis man er den virksomhed, der har produceret mobilen.

Det må den sydkoreanske gigant Samsung nu sande, efter flere dages historier om selskabets nye flagskibsmobil, Galaxy Note 7, der i mindst 35 tilfælde er brudt i brand under opladningen.

Historien betød mandag morgen, at Samsungs aktie tog et uhørt dyk på syv procent - svarende en barbering af markedsværdien på 92 mia. kroner.

Forbudt på fly

I slutningen af sidste uge kom det frem, at flere flyselskaber verden over, blandt andet SAS, forbød kunderne at oplade og bruge deres Galaxy Note 7 ombord på flyet.

Samsung har tidligere tilbagekaldt millioner af eksemplarer, og er stoppet med at sælge mobilen. I weekenden optrappede selskabet så advarslerne, og frarådede kunderne helt at bruge telefonen.

En ny version af mobilen med et ikke-eksploderende batteri ventes klar senere på måneden, og imens fortsætter Samsung med at tilbagekalde de godt 2,5 mio. eksemplarer af Galaxy Note 7, der allerede er solgt.

Samsung er den største smartphoneproducent, målt på antal solgte mobiler og hovedkonkurrenten i den dyrere ende af skalaen er Apple, der forleden lancerede to nye udgaver af iPhonen, hvoraf den største ligger i konkurrence med Samsungs brandfarlige mobil.

Facebook
Twitter