Sanjay Shahs danske forsvarsadvokat: 'Mig bekendt har det været aldeles udramatisk'

Forsvarsadvokaten har ikke talt med Sanjay Shah, efter han blev anholdt tidligere på ugen.

Sanjay Shahs danske forsvarsadvokat Kåre Pihlmann har ikke talt med sin klient efter anholdelsen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Den britiske finansmand Sanjay Shah blev anholdt tidligere på ugen i én af danmarkshistoriens største økonomiske svindelsager, hvor han er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for over ni milliarder kroner.

Shah er den mistænkte hovedbagmand i udbyttesagen, hvor den danske stat angiveligt er blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner via refusion af udbytteskat.

- Mig bekendt har politiet rettet henvendelse til ham, og så er han blevet anholdt. Så mig bekendt har det været aldeles udramatisk, siger Kåre Pihlmann, der er forsvarsadvokat for Sanjay Shah i Danmark.

Har du talt med ham i dag?

- Nej, det har jeg ikke. Det er en rum tid siden, og det ligger lang tid forud for de begivenheder, som åbenbart har fundet sted for få dage siden.

Kåre Pihlmann blev først briefet om anholdelsen i går eftermiddag over telefonen.

Sanjay Shah har i de seneste mange år boet i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han også blev anholdt.

Politiet i Dubai skriver, at de modtog en international arrestordre, hvorefter de har anholdt Shah efter et tæt samarbejde med de danske myndigheder.

- Fængsler i den arabiske del af verden fungerer lidt anderledes end i Danmark, så hvordan kommunikationen bliver i den periode, hvor han er fængslet i Emiraterne, det kan jeg ikke vurdere, siger Kåre Pihlmann.

Han kan ikke svare på, om Shah vil forsøge at blive løsladt mod betaling af kaution, mens sagen verserer i Dubai. Men han fortæller, at Shah har et lokalt hold af advokater i Dubai.

Jeppe Kofod: 'Helt afgørende' at køre sag mod skattesvindlere

Justitsministeriet fik en udleveringsaftale på plads med De Forenede Arabiske Emirater i marts efter at have arbejdet på sagen i flere år.

Det er den aftale, der nu gør det muligt at få udleveret Sanjay Shah til Danmark.

- Det har været hårdt og vedvarende arbejde, hvor vores diplomati og vores myndigheder hjemme i Danmark har gjort en kæmpe indsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Udenrigsministeren kalder det "helt afgørende", at man får mulighed for at køre en sag mod folk, der som Shah er mistænkt for skattesvindel med milliarder af kroner.

- Nu har vi en udleveringsaftale, som er forhandlet på plads, nu har vi anholdelsen, og nu er der forhåbentlig en god mulighed for at få sagen kørt i Danmark. Det er det, vi arbejder benhårdt på, siger han.

Sanjay Shah har nægtet sig skyldig i alle anklager og har tidligere udtalt til Børsen, at hvis han blev tiltalt, ville han komme frivilligt til Danmark. Han er dog ikke dukket op i Danmark, efter han blev tiltalt sidste år.

- Nu ved jeg ikke, om han ligefrem har fået en invitation. Men det afhænger nok også lidt af omstændighederne. Det er nok de færreste, der vil rejse til et fremmed land, hvis der er udsigt til et fængselsophold af flere års varighed, inden man får afklaret sin sag, siger Kåre Pihlmann.

Indtil videre har bagmandspolitiet beslaglagt værdier for mellem tre og fire milliarder kroner fra Sanjay Shah i forbindelse med sagen.