Sanjay Shahs medtiltalte skal udleveres til Danmark

Anthony Mark Patterson var angiveligt med til at svindle for ni milliarder.

Sanjay Shah er hovedmistænkt i sagen om de mange milliarder, men Anthony Mark Patterson var ifølge anklagemyndigheden involveret i svindlen. (Foto: Christopher Pike © Associated Press)

De danske myndigheder har vundet en sejr i sagen om svindel med udbytteskat for milliarder.

Det ser nemlig ud til at lykkes at få en af de mistænkte udleveret til Danmark.

Den 51-årige brite Anthony Mark Patterson, der er tiltalt i sagen, skal udleveres til retsforfølgelse i Danmark, har en domstol i London besluttet tirsdag.

Patterson er tiltalt for at have hjulpet sin landsmand og arbejdsgiver, den hovedmistænkte Sanjay Shah, med at hive omkring ni milliarder kroner ud af den danske statskasse.

For sit bidrag fik han angiveligt mindst 134 millioner kroner i bonus af Shah. Det svarer til 1,5 procent af indtægterne.

Derfor vil anklagemyndigheden have ham til Danmark, hvor sagen om udbyttesvindlen skal stå.

Den er sat til at begynde i august 2023 og løbe godt et halvt år.

Nægter sig skyldig

Anthony Mark Patterson nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.

Derudover argumenterede han via sin advokat for, at han skulle have lov at blive i sit hjemland. Blandt andet for at tage sig af sin syge søn.

Men han lykkedes ikke med at overbevise dommeren i London.

Derfor er der nu udsigt til, at han sættes på et fly tværs over Nordsøen og bliver en del af en dansk retssag om den spektakulære svindel.

Anthony Mark Patterson har dog stadig mulighed for at anke afgørelsen.

På andre fronter er det ikke gået helt så glat for de danske myndigheder i udbyttesagen.

Så sent som sidste uge afviste en domstol i Dubai at udlevere Sanjay Shah til Danmark.

Det skyldtes angiveligt, at de danske myndigheder ikke havde delt nok af efterforskningen med domstolen.

Den beslutning har anklagemyndigheden i Dubai - på vegne af Danmark - dog anket.

Dermed er der stadig liv i myndighedernes håb om, at Sanjay Shah en dag kommer for en dansk dommer sammen med Anthony Patterson.

En vigtig milepæl

Afgørelsen i London tirsdag var ikke en stor overraskelse, da Danmark og Storbritannien havde indgået en aftale om at samarbejde om sagen, fortæller DR's erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

Ikke desto mindre kalder han det grønne lys til en udlevering for "en vigtig milepæl".

- Det er meget vigtigt for retsopgøret herhjemme, at Anthony Mark Patterson skal udleveres til Danmark.

- Afgørelsen kan dog ankes, og det er forventningen, at Patterson gør det, og dermed kan der stadig gå et halvt års tid, inden vi ved, om han kommer til retssagen i Danmark, siger Jakob Ussing.

Det er uvist, hvad anklagemyndigheden gør herhjemme, hvis det ender med, at Patterson udleveres, men Shah ikke kommer til Danmark.