Sanne stiftede gæld som 18-årig: Håber min søn lærer af min historie

Jeg er stensikker på, at min gæld har givet mig stress, siger Sanne Jensen.

Sanne Jensens gæld startede med overforbrug af tøj på kredit, da hun var 18 år gammel. Nu er huset sat til salg.

28-årige Sanne Jensen fra Haslev er vokset op med en mor og en far, der havde styr på budgettet.

Alligevel røg hun lige i gældsfælden, da hun blev gammel nok til selv at styre sin økonomi.

- Som alle andre 18-årige fik jeg bare et dankort. Det varede ikke så længe, før min bank ikke synes, jeg skulle have det. Men så oprettede jeg i stedet nogen af de her kontokort. Det gjorde jeg fire steder. Alle sammen steder med tøj og sko, forklarer hun i dag.

Det var dengang vigtigt for Sanne Jensen at have det nyeste og smarteste tøj - helst lidt smartere end venindernes.

- Det handlede om at opbygge mit eget selvværd. Om at sørge for ikke at være den, der skilte mig ud ved ikke at have det, de andre havde. Helst lidt mere. Så jeg selv følte, at jeg var en tand foran, forklarer hun.

Men hendes tøjkøb på kredit blev starten på en ond og dyr cirkel.

- Jo mere jeg skulle betale af på mine kontokort, jo mindre havde jeg til at betale mine faste månedlige udgifter. Så for at klare dem, måtte jeg optage kviklån, siger hun.

Dum gæld på 80.000

I løbet af tre år havde Sanne Jensen opbygget en gæld på 80.000 kr. Hun kalder det selv i dag kalder for "dum gæld", der har haft store store konsekvenser for hendes liv.

Efter en periode med stress mistede hun sit job som kontorassistent.

- Jeg er stensikker på, at min gæld har været med til at give mig stress. Det eneste, jeg tænkte på, når alle regninger var betalt var, hvordan jeg kunne få resten til at løbe rundt. Og hvor jeg evt. kunne skaffe flere penge, så jeg lige kunne overleve eller komme med til en fødselsdag, husker hun.

Og med stressen fulgte søvnproblemer.

- Tit sad jeg og kiggede på mit ur, og så har den været tre, fire og fem om morgenen. Og på det tidspunkt havde jeg ikke sovet.

Gæld i mund

Hendes gældsproblemer fik hende også til at fravælge andre ting. Længe undlod hun for eksempel at gå til tandlæge, fordi hun ikke havde råd.

- Til sidst havde jeg tabt en fyldning, og jeg kunne mærke, der var en form for hul hele vejen ned. Tandlægen tjekkede så det hele. Og det endte med en regning på 19.000 kr, siger hun.

Den regning kunne Sanne Jensen ikke betale, og så måtte hun låne penge – igen.

- Tandlægen havde et samarbejde med et lånefirma, så jeg lånte pengene gennem firmaet.

Søn blev vendepunkt

I dag har hun fået bedre styr på økonomien. Den vigtigste forklaring er, at hun nu er blevet mor.

- Min søn blev vendepunktet. Han skal ikke vokse op og opleve kun at kunne leve af rugbrød eller ikke kunne få den flyverdragt, han skal bruge. Jeg håber på, at min historie måske kan skræmme ham, når han bliver gammel nok til den slags, siger hun.

Der er stadig 50.000 kr. tilbage af Sanne Jensens gæld på 80.000 kr.

- Jeg ved godt selv, hvor grelt det står til, og jeg er i gang med at råde bod på det, forklarer hun.

Men selv om hun har fået lagt en økonomisk plan for at afdrage på sin gæld, så kaster den stadig skygger ind over hendes liv.

- Gælden betyder, at jeg ikke rigtig kan være social på samme måde som min omgangskreds kan. Hvis de skal spise frokost eller ud i byen, så kan jeg ikke komme med. Det kan føles ensomt, når man når helt der ud, siger hun.

Og så er hun og manden gået i gang med at sælge huset i Haslev.

- Fordi vi kan se, at sidst på måneden mangler der altid nogen penge, slutter Sanne Jensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk