SAS bløder milliarder og laver underskud i regnskabsårets tredje kvartal.
Flygigantens regnskab viser et underskud på knap 1,5 milliarder kroner før skat fra maj til juli.
SAS' regnskab går fra november til november og er stærkt mærket af coronakrisen.
Regnskabet kommer efter et endnu værre underskud i månederne februar til april i år.
Her kom SAS ud med et underskud på 2,4 milliarder danske kroner.
Langt færre rejsende
Regnskabet vidner også om, at antallet af passagerer er faldet markant i perioden.
Passagertallet falder knap 86 procent sammenlignet med samme periode sidste år, siger Rickard Gustafson, der er administrerende direktør i SAS.
- Rejserestriktioner har ført til et kollaps i efterspørgslen på flyrejser. Derfor faldt antallet af passagerer, der rejser med SAS, 86 procent, og den samlede omsætning faldt 81 procent i kvartalet, siger han.
Nedgangen i passagerer sker på baggrund af, at rigtig mange af flyselskabets afgange er blevet aflyst, og rigtig mange kunder nu venter på svar fra SAS.
Beklager manglende tilbagebetalinger
DR har blandt andet tidligere kunnet fortælle historien om, hvordan mange SAS-kunder langt fra har fået det fulde beløb tilbage, men i stedet kun har modtaget tilbagebetaling af skatter og afgifter.
Kunder har efter måneders venten endnu ikke fået svar på, om de får deres penge for aflyste flyafgange retur, og det har medført en lavine af klager mod SAS og andre flyselskaber.
I boksen herunder har vi samlet 15 eksempler på kunder, der har tabt penge.
SAS sætter ikke selv tal på, hvor mange der lige nu venter på svar, men direktør Rickard Gustafson beklager situationen.
- Vi beklager, at mange kunder stadig venter på deres tilbagebetalinger for aflyste fly. Jeg vil gerne understrege, at de af vores kunder, som er berettiget til det, vil få deres penge tilbage.
Samtidig siger direktøren, at SAS har forsøgt at prioritere problemet med de mange aflyste fly og vrede kunder, som mangler penge.
- Vi har øget kapaciteten til at håndtere den store mængde af aflysninger under disse hidtil usete omstændigheder, siger Rickard Gustafson.
Sker trods massiv spareplan
Selvom SAS med en kraftig spareplan har sendt flyselskabet på skrump, så har planen endnu ikke rettet op på selskabets problemer.
- På trods af vores umiddelbare foranstaltninger med at reducere omkostninger og tilpasse selskabet til en ny virkelighed, så har vores nedskæringer på 67 procent ikke stoppet det kraftige fald i omsætningen, siger Rickard Gustafson.
Flyselskabet - der er delvist ejet af den danske stat - skal spare knap tre milliarder kroner frem mod 2022.
SAS har tidligere varslet fyringer af 5.000 medarbejdere. I slutningen af juni meldte SAS ud, at i alt 1.593 danske medarbejdere er blevet opsagt. I det tal er inkluderet frivillige opsigelser. Antallet af opsagte svarer til 1.420 fuldtidsstillinger.
Derudover skal pengene findes ved at bruge færre penge på marketing, genforhandling af kontrakter med samarbejdspartnere og effektivisering af it-systemer.
Rettelse: Det præcise antal danske fyrede, som SAS meldte ud i juni, har erstattet tallet 1.700, som var det tidligere varslede antal. Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremik det, at SAS' regnskab viser et underskud på knap 1,5 milliarder kroner efter skat. Underskuddet er dog på 1,5 milliarder før skat.