SAS blandt syv ejere af ulykkesfly: Se historikken her

Dash 8/Q-400-flyet, der i dag styrtede ned i Nepal, har været på vingerne for flere selskaber.

De nepalesiske myndigheder har endnu ikke sat tal på de dræbte efter flystyrtet i eftermiddag. Årsagen til flystyrtet kendes heller ikke endnu. (Foto: NAVESH CHITRAKAR © Scanpix)

Dødstallet er endnu ikke fastslået officielt. Men ifølge en navngiven kilde fra det nepalesiske militær er mindst 50 mennesker omkommet i den flyulykke, der i dag ramte lufthavnen i hovedstaden Katmandu.

Her er ulykkesflyets tidligere ejere

2001 Bombardier Capital

2001 SAS Scandinavian Airlines

2002 Bombardier Capital

2005 Bombardier

2005 Royal Jordanian

2008 Bombardier

2008 Augsburg Airways

2014 US-Bangla Airlines

Kilde: Check-In.dk / www.planespotters.net

Her kørte et Dash8/Q-400 turboprop-fly fra selskabet US-Bangla Airlines af landingsbanen i den internationale lufthavn Tribhuvan og ind på en nærliggende fodboldbane, hvor det brød i brand.

Ifølge data fra websitet Planespotters.net har det pågældende fly tidligere været ejet af SAS i 2001 og er af samme type, som det det skandinaviske flyselskab 'groundede' 27 af i 2007 efter flere dramatiske landinger, hvor dødsfald blev undgået.

- Der har været mange mindre hændelser med denne flytype hos andre selskaber også helt frem til i dag. Og i luftfartskredse er det kendt for et sårbart landingstel. Men jeg vil lige understrege, at det ikke nødvendigvis har noget med ulykken i dag at gøre, siger Ole Kirchert Christensen, redaktør for luftfartsmediet Check-In.dk.

SAS droppede ulykkesfly

SAS valgte efter episoderne i 2007 at droppe Dash 8/Q-400-flyene og fik efterfølgende kompensation fra den canadiske producent.

Flyene blev solgt videre. Og indtil i dag havde US-Bangla tre af SAS' tidligere Dash 8/Q-400-fly.

Et fjerde fly af samme type hos Bangladesh' største flyselskab har tidligere tilhørt Nordic Aviation Capital i Billund, der er et af verdens største virksomheder inden for køb, leasing og salg af fly.

- Mange mindre flyselskaber flyver med Dash 8/Q-400-flyene og har tillid til det. Ikke kun i et tredjeverdensland som Nepal. Men nu skal havarikommissionen i Nepal se nærmere på ulykken, så vi kan blive klogere på, hvorfor den skete, siger Ole Kirchert Christensen.