SAS bløder milliarder: 'De er umanerligt hårdt ramt'

Flygiganten lider under coronakrisen, viser regnskab for andet kvartal.

SAS er i lighed med andre flyselskaber hårdt ramt af coronakrisen. (Foto: LEFTERIS KARAGIANNOPOULOS © Scanpix)

Det koster dyrt at holde størstedelen af sin flyflåde på jorden. Det må også Skandinaviens største flyselskab sande.

SAS kommer nemlig ud med et

underskud
på 2,4 milliarder danske kroner i andet
kvartal
, der går fra februar til april.

SAS' regnskab går fra november til november, og i dette regnskabsår har flygiganten indtil videre tabt lige over tre milliarder danske kroner.

Det dunkle regnskab skyldes først og fremmest coronakrisen, og i regnskabet fremgår det, at antallet af passagerer faldt med 96 procent i april sammenlignet med året før.

- Covid-19-pandemien har skabt en global krise for luftfartsindustrien, inklusive SAS. Det begyndte med rejsebegrænsninger til det kinesiske fastland, førte hurtigt til

globale
rejsebegrænsninger, karantæner og streng rådgivning imod unødvendig rejse.

- Disse foranstaltninger eliminerede grundlæggende fundament for vores forretningsmodel, og næsten hele vores

flåde
var groundet fra midten af marts, siger topchef Rickard Gustafson i en kommentar til regnskabet.

Ifølge DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder, så er regnskabet et vidnesbyrd om, hvor hårdt flybranchen er ramt af coronanedlukningen.

- Det står i dette regnskab for første gang klart, hvor dyrt det er, at have så godt som hele flyflåden stående på jorden. SAS brænder hver måned op mod 700 millioner svenske kroner af, eller i omegnen af 20 millioner svenske kroner dagligt, siger han.

Spareplan for milliarder

I regnskabet løfter SAS også sløret for lidt mere af den

spareplan
, der skal føre flyselskabet gennem krisen.

Flyselskabet - der er delvist ejet af den danske stat - skal spare knap tre milliarder kroner frem mod 2022.

Det er første gang, at de sætter beløb på

spareplanen
, og pengene skal blandt andet findes ved den tidligere udmeldte fyringsrunde, hvor SAS har planlagt at skille sig af med 5.000 medarbejdere - 1.700 af disse er medarbejdere i Danmark.

Derudover skal pengene findes ved at bruge færre penge på marketing, genforhandling af kontakter med samarbejdspartnere og effektivisering af deres it-systemer.

Ikke truet på livet

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef ved Sydbank og følger luftfartsindustrien tæt, så betyder det negative regnskab, at SAS' egenkapital nærmest er væk.

Derfor har de

akut
brug for mere kapital, fortæller Jacob Pedersen.

- Det er gået hurtigere, end jeg havde regnet med, og det betyder også, at SAS allerede nu afslører, at de i løbet af juni vil ud og hente flere penge. Det er også nødvendigt. De er et selskab, der er umanerligt hårdt ramt.

Her henviser han til, at SAS i øjeblikket forhandler med selskabets største aktionærer og udvalgte interessenter om at rejse mere kapital.

Det fremgår nemlig også af regnskabet, hvor det også bliver påpeget, at alle løsninger kommer til at kræve, at både stater og markedsaktører deltager.

Netop det faktum, at den svenske og danske stat allerede har givet et milliardlån, og

tilsyneladende
er villige til at spytte flere penge i kassen er yderst vigtigt for SAS, fortæller aktieanalysechef Jacob Pedersen.

- Man er ikke truet på livet. Der er stadig penge i kassen, og man har

opbakning
fra den svenske og danske regering, og det er utrolig vigtigt i denne situation, siger han.

Facebook
Twitter