SAS drukner i corona-krav fra kunder: Mange må se langt efter billetrefusion

700.000 SAS-kunder har foreløbig fået penge tilbage for aflyste flyrejser i marts.

Næsten 800 daglige flyvninger er blevet aflyst under corona-krisen. Det betyder, at flykunder nu har krav på milliarder i kompensation. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Millioner af flykunder må væbne sig med tålmodighed, før de kan få penge tilbage for SAS-billetter, der blev købt, inden corona-krisen tvang den internationale flytrafik til jorden.

Ifølge EU-reglerne har flyselskaberne syv dage til at refundere billetter til aflyste flyrejser.

Men en kombination af tusindvis af hjemsendte SAS-medarbejdere og tusindvis af aflyste flyafgange har gjort det svært for Nordens største flyselskab at følge med ansøgninger om at få penge tilbage.

- I knap tre måneder har vi aflyst næsten 800 daglige flyvninger, og det har ført til, at rigtig mange kunder har søgt om og har ret til kompensation. Desværre så kommer det til at tage betydeligt længere tid end vanligt, og det beklager vi naturligvis, siger pressechef i SAS, John Eckhoff.

700.000 SAS-kunder har fået penge

Ifølge John Eckhoff har SAS foreløbig arbejdet sig igennem bunken med refusioner for flyrejser i marts.

Det har betydet, at omkring 700.000 SAS-kunder har fået penge retur.

Af disse har cirka 30 procent valgt at modtage en voucher, som skal bruges til en anden SAS-afgang inden for de næste 12 måneder.

Men sagspuklen er fortsat enorm, og John Eckhoff tør ikke udstikke en horisont til de mange kunder, som fortsat mangler at få penge tilbage.

- Jeg tør ikke komme med et estimat på, hvornår vi er igennem bunken. Men vi arbejder os ned og skal sørge for, at alle, som har ret til det, får pengene tilbage. Men de må have tålmodighed.

Har alle fået deres penge i år?

- Jeg vil ikke gå ind i et estimat. Vi håndterer et meget stort antal og arbejder os igennem bunken, siger John Eckhoff.

Stor sagsbunke

John Eckhoff ønsker ikke at oplyse, hvor mange ansøgninger der fortsat mangler at blive behandlet i SAS' kundeservice eller hvor store beløb, der er på spil for SAS.

- Med tusindvis af aflyste flyvninger og mange millioner rejsende, som venter på penge, så er det klart, at det er en stor sagsbunke og store beløb, vi snakker om, siger John Eckhoff.

Ifølge et norsk estimat har SAS omkring fem milliarder kroner ude at svømme i mulige refusioner på grund af aflyste flyafgange.

Det beløb er så stort, at det overstiger den danske stats samlede bidrag på 4,3 milliarder kroner til den plan, som skal redde SAS fra en konkurs.

Norwegian har udbetalt 3,2 mia. kr.

Nordens næststørste flyselskab Norwegian har også måttet aflyse tusindvis af flyafgange på grund af corona-pandemien.

Til det norske medie E24 fortæller talsperson Anders Fagernæs, at flyselskabet foreløbig har refunderet 3,2 milliarder kroner til sine kunder.

– Vi har været nødt til at annullere millioner af rejser på grund af Covid-19. Vi forstår, at dette skaber frustration og spørgsmål, og vi tager hånd om vores kunder så godt og hurtigt som mulig, siger han.

Facebook
Twitter