SAS forbereder sig på strejke: Nogle passagerer kan ombooke billetten

Hvis billetten er købt gennem et rejsebureau, er der ikke mulighed for at ændre datoen.

(Arkiv). SAS forventer, at en eventuel strejke vil påvirke omkring 70 procent af passagererne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Danske, svenske og norske SAS-piloter har varslet, at de strejker fra og med fredag, hvis flyselskabet og piloterne ikke når til enighed om en ny overenskomst inden midnat.

Og mens udsigten til en mulig pilotstrejke nærmer sig, har SAS begyndt forberedelserne og meddelt tusindvis af passagerer om, at de måske ikke kommer i luften med deres planlagte fly, hvis piloterne ikke indtager cockpittet.

På sin hjemmeside forsøger SAS lige nu at få ramte passagerer til at ombooke deres billet:

- Vi vil gøre vores bedste for at få dig frem til din destination så hurtigt som muligt. SAS ombooker dig til det første ledige fly med SAS, Star Alliance eller en anden partner under lignende transportbetingelser. Hvis du ønsker det, kan du også vælge at blive ombooket under lignende transportbetingelser på en senere dato, skriver SAS.

Forskellige passagerervilkår

SAS estimerer, at en eventuel strejke vil påvirke omkring 70 procent af de passagerer, der har booket flybilletter, og på Facebook er nogle passagerer begyndt at rase over situationen.

Mens passagerer, der har booket billet gennem SAS har mulighed for at ombooke og udskyde deres rejse direkte hos selskabet, er der usikkerhed for passagerer, der rejser med rejsebureauer.

De bliver af SAS bedt om at kontakte det pågældende selskab. Desuden oplyser SAS, at de ikke refundrer billetomkostninger, hvis passagerer vælger at arrangere en ny rejse selv.

Ikke alle fly aflyses

En forholdsvis ny EU-dom øger i nogle tilfælde dine kompensationsmuligheder ved strejke.

Medmindre strejken falder ind under betegnelsen "usædvanlige omstændigheder" har passagerer stort set samme muligheder for kompensation som ved en hvilken som helst anden aflysning.

I nogle tilfælde vil du endda have ret til økonomisk kompensation på mellem 250-600 euro, hvis dit fly er aflyst.

Denne ret frafalder, hvis der er tale om strejker, der er udenfor flyselskabets kontrol, eller hvis du har fået direkte besked om aflysningen mindst to uger før den planlagte rejse.

Underleverandører flyver

Når 30 procent af passagererne ikke påvirkes af en eventuel strejke, skyldes det, at 30 procent af flyvningerne hos SAS håndteres af underleverandører som eksempelvis AirNostrum og CityJet, der har base i henholdsvis Spanien og Irland.

Rejsende på ruter fra Billund til København, Oslo og Stockholm går derfor ifølge SAS fri fra aflysninger i tilfælde af, at forhandlingerne mellem SAS og piloterne ender i konflikt.

Overenskomsten skal både forhandles på plads i både Norge, Sverige og Danmark, og piloterne har tidligere oplyst, at der mellem de tre lande er indgået en musketéred, så ét land ikke kan indgå aftaler med SAS uden accept fra de andre nordiske foreninger.

Se listen over fly, der ikke er omfattet af potentiel strejke her.

Facebook
Twitter