SAS Ground Handling mister endnu en kunde

SAS Ground Handling, der håndterer bagage og passagerer i Kastrup, har mistet Atlantic Airways som kunde i Københavns Lufthavn. Nye fyringer er på vej.

SAS Ground Handling, der håndterer bagage og passagerer i Kastrup, har mistet Atlantic Airways som kunde i Københavns Lufthavn. Nye fyringer er på vej.

Handlingselskabet SAS Ground Services Danmark (SGS Danmark), der blandt andet står for bagagehåndtering og check in i Københavns Lufthavn, har mistet det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways som kunde. Færingerne går i stedet over til selskabet Novia, når kontrakten med SGS Danmark udløber til marts.

Kundeflugt

Hermed fortsætter kundeflugten fra SGS Danmark, som sidste år måtte vinke farvel til Icelandair, Sterling og det gamle Maersk Air som kunder. Det har tidligere betydet afskedigelser, når selskabet mister kunder, og kommunikationschef Lynne Scott Walters forventer også, at et mindre antal medarbejdere nu må forlade deres job.

- Vi må tilpasse vores omkostninger efter vores kunder, og det er aldrig ligegyldigt at miste en kunde. Det vil betyde afskedigelser, men det bliver ikke et stort antal, siger hun til Ritzau.

Vil kunne mærke det

Lynne Scott Walters understreger, at tabet af Atlantic Airways ikke vil ændre SGS Danmarks økonomi dramatisk.

- Det går ikke ind og vælter vores forretning, men vi vil naturligvis kunne mærke det. Nærmere kan jeg ikke komme det, siger hun.

SGS Danmark har længe været presset af billigere konkurrenter, og samtidig har SAS Danmark meddelt, at SGS ikke skal vide sig sikker at beholde luftfartsselskabet som kunde, selv om de er en del af samme koncern. Det har fået SGS til at afgive et tilbud til SAS, der ligger omkring 20 procent under den hidtidige pris.

Svært ved at være med på prisen

I SGS Danmark erkender Lynne Scott Walters, at selskabet har svært ved at matche nogle af de billige konkurrenter rent prismæssigt på grund af højere personaleomkostninger. Til gengæld kan SGS tilbyde flere services end konkurrenterne, understreger hun.

- Vi kan stå for dokumenthåndtering, ekstra kontrol af flyene, natrengøring, transporter af det flyvende personale til og fra gaten og meget mere. Det afhænger af kundens behov. Derudover søger vi fortsat at sænke omkostningerne, så vi følger markedsudviklingen, siger Lynne Scott Walters.

Facebook
Twitter