Efter to ugers strejke: SAS og piloterne er nået til enighed

Flyselskabet SAS og SAS-piloterne er blevet enige om en overenskomst. Det skriver SAS i en pressemeddelelse natten til tirsdag.

Chefforhandleren for SAS sagde tidligere på dagen, at der skulle falde en aftale på plads i løbet af i dag. (Foto: © Annika Byrde, Ritzau Scanpix)

SAS og de strejkende piloter nået til enighed om en ny aftale.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse natten til tirsdag.

Strejken har varet i 15 dage, og den nye aftale betyder, at SAS genoptager deres flyvninger snarest muligt.

Det sker efter flere dages langstrakte forhandlinger i Stockholm.

- Jeg er glad for at kunne sige, at vi nu er nået til enighed med alle fire af piloternes fagforeninger for SAS Scandinavia, og at strejken er afsluttet, udtaler Anko van der Werff, der er topchef i SAS i pressemeddelelsen, skriver Ritzau.

- Endelig kan vi vende tilbage til normal drift og flyve vores kunder på deres længe ventede sommerferie, udtaler Anko van der Werff og tilføjer, at han beklager, at mange passagerer har været ramt af strejken.

Den nye overenskomst mellem SAS og piloternes fagforeninger gælder de næste fem og et halvt år.

Aftalen er ifølge pressemeddelelsen et centralt element i en redningsplan for SAS, de kalder for SAS Forward, og overenskomsten giver "den stabilitet og forudsigelighed, der kræves af potentielle investorer.

Aftalen mellem SAS og piloterne skal formelt godkendes af medlemmerne af de fire fagforeninger.

Derudover er SAS gået med til at genansætte de piloter i SAS Scandinavia, der under coronapandemien blev opsagt, siger Dansk pilotforenings næstformand, Søren Saysette-Rasmussen, skriver Ritzau.

De første piloter kan genoptage arbejdet tirsdag

Ifølge DR Nyheders oplysninger kan piloterne genoptage arbejdet allerede i morgen og være tilbage i cockpitterne. Det kan dog tage tid, før SAS er tilbage på fuld kapacitet.

Det har hele tiden under strejken været meldingen fra SAS, at man kunne genoptage flyvninger fra den ene dag til den anden, når en aftale kom på plads, fortæller DR's erhvervsredaktør Katrine Overgaard Eilsø, der har fulgt forhandlingerne i Stockholm.

- Der vil nok gå et par dage, før man er oppe i normal drift. Så det er ikke alle, der kan være sikre på, at hvis de skal flyve med SAS i morgen eller i overmorgen, at de kommer afsted, siger hun.

Desuden erfarer DR Nyheder, at aftalen frem til september 2027, og den giver piloterne en øvre arbejdstid på 60 timer om ugen.

Aftalen indebærer også, ifølge DR Nyheders oplysninger, at fyrede piloter bliver genansat, som det har været et krav fra piloterne.

Endvidere erfarer DR Nyheder, at SAS Pilot Group får eksklusivret på overenskomsten for SAS-selskaber. Det betyder altså, at der ikke vil kunne være piloter i datterselskaber på andre overenskomster.

SAS oplyste i en pressemeddelelse i torsdags, at strejken har forårsaget mere end 2.550 aflysninger af flyvninger, ramt flere end 270.000 passagerer og kostet selskabet i omegnen af én milliard kroner.

Artiklen er blevet opdateret, efter at SAS i nat officielt bekræftede, at de og SAS-piloterne er blevet enige om en overenskomst.