SAS overvejer at skrotte overenskomst: 'Drastisk' mener ekspert

Parterne har genoptaget forhandlingerne, men SAS lufter idéen om at forsøge at frigøre sig fra den seneste overenskomst.

Omkring 1.000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden mandag den 4. juli, hvilket har efterladt mange SAS-fly på jorden. (Foto: Annika Byrde © Ritzau Scanpix)

Onsdag satte parterne sig endnu engang til forhandlingsbordet i Stockholm i forsøget på at løse konflikten mellem luftfartsselskabet SAS og piloterne, der kan få flyene på vingerne igen efter ni dages strejke.

Men der gik ikke lang tid før en sms fra Carsten Dilling, der er bestyrelsesformand for SAS, fik flere til at spærre øjnene op.

Han oplyser, at SAS kan finde på at søge om frigørelse fra den seneste overenskomst i forbindelse med konflikten. Den udløb i april, og det er på baggrund af den, at parterne forhandler.

- Vi har ikke gjort det endnu af hensyn til forhandlinger. Det er stadig med i overvejelserne, skriver Carsten Dilling i en sms til MobilityWatch.

Bestyrelsesformand for SAS Carsten Dilling oplyser, at de kan finde på at søge om frigørelse fra den seneste overenskomst i forbindelse med konflikten. (Foto: LARS SCHRODER © Ritzau Scanpix)

Hvis frigørelsen lykkes for SAS - vil flyselskabet dermed stå frit i forhandlinger om nye vilkår for hovedselskabet SAS Scandinavia.

Og det er en ret opsigtvækkende melding fra SAS lyder det fra Christian Ipsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

- Det er jo ret drastisk, fordi der er tale om en aftalerelation, som har eksisteret i mange år. Det er ikke noget, der bliver foretaget ofte, og det gør også noget ved tilliden mellem parterne.

Ifølge Christian Ipsen kan der være tale om forhandlingsstrategi fra SAS' side, som ikke nødvendigvis bliver til virkelighed.

- Det kan jo også være en trussel, for hvis man ikke lander en aftale, så vil man prøve at frigøre sig, så det kan også være et forhandlingsspil, siger han.

Dansk Metal tager bladet fra munden

Forhandlingerne mellem SAS og Pilotforeningen har stået på i mere end et halvt år uden en aftale. Og mere end 1000 piloter har strejket de seneste ni dage. Dog er der stadigvæk håb om en løsning, fordi parterne fortsat mødes til forhandlinger.

Og derfor kommer det også bag på fagforeningen Dansk Metal, der repræsenterer Pilotforeningen, at SAS lufter idéen om at forsøge at frigøre sig fra den seneste overenskomst.

- I Dansk Metal forstår vi slet ikke denne konfliktoptrapning, midt i at der sidder folk i Stockholm, der skal finde løsninger, siger formand for Dansk Metal Claus Jensen i et skriftligt svar til DR.

- Det er noget af det mest amatøragtige, vi har set i Dansk Metals historie.

- Det er noget af det mest amatøragtige, vi har set i Dansk Metals historie, siger forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Hønge: 'Det er en krigserklæring'

Skuffelsen over SAS er stor hos regeringens støtteparti SF. For partiet er selv med i aftalen om en økonomisk hjælpepakke til det kriseramte flyselskab.

- Det er jo at ramme fuldstændigt ved siden af skiven. I Danmark laver vi aftaler med hinanden. Vi finder ud af tingene. Det der er en krigserklæring på det værst tænkelige tidspunkt, siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Karsten Hønge.

Ovenpå SAS' udmelding har han en klar opfordring til finansminister Nicolai Wammen (S), der stod i spidsen for hjælpepakken til SAS.

- Jeg synes, at Nicolai Wammen skulle til at sende et signal til ledelsen af SAS. Han skal ikke blande sig i, hvad aftalen skal indeholde. Men vi skal da stille det krav til SAS, at de opfører sig som professionelle forhandlingsparter.

- Opfør jer nu, som vi plejer at gøre på arbejdsmarkedet i Danmark, siger Hønge.

- Vi skal da stille krav til SAS om, at de opfører sig som professionelle forhandlingsparter, siger SF's arbejdsmarkedsord- fører, Karsten Hønge (SF). (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Men den opfordring griber finansministeren ikke, der håber parterne kan finde en løsning på egen hånd.

- Overenskomstspørgsmål er et forhold mellem SAS’ ledelse og de ansatte i SAS og deres organisationer, og jeg vil derfor af hensyn til armslængdeprincippet, hvilket bl.a. følger af den politiske aftale om Statens medejerskab af SAS AB af d. 10. juni, ikke gå ind i den konkrete konflikt, som må løses mellem parterne, skriver finansminister Nicolai Wammen til DR Nyheder.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil heller ikke kommentere konflikten.

- Af respekt for principperne i den danske model, så udtaler regeringen sig ikke om verserende arbejdskonflikter.