SAS-passagerer er fortrøstningsfulde: 'Piloterne skal jo også have ordentlige vilkår'

Det havde været værre, hvis vi havde stået i New York, siger passager Lars Mertins.

- Jeg har besluttet, at jeg er på tur. Jeg har ingenting, jeg skal nå i Italien, og jeg ved, at de gør, hvad de kan, siger Henrik Hansen, der skulle have været på et fly til Milan.

SAS-piloter strejker efter nedbrud i forhandlingerne om en ny overenskomst, og i dag er mere end 600 flyafgange aflyst.

Tusindvis af passagerer skal ombookes eller kompenseres, og nogle af dem er mødt op i lufthavnen i håb om, at SAS kan finde en ny afgang til dem på andre fly eller give besked om, hvornår de kan komme af sted.

Og på trods af, at passagerer oplever turbulens, allerede inden de har sat sig på flyet, er optimismen fortsat stor i køen til informationscentret.

Flere passagerer satser på, at der bliver fundet en løsning.

Ingolf Skafte og Tom Friisgaard

Ingolf Skafte og Tom Friisgaard mødte op i Københavns Lufthavn tidligt i morges for at være sikre på, at de blev ombooket på et nyt fly til Bruxelles. I nat fik de en sms om, at deres morgenfly var aflyst, men de har allerede haft held ved informationsskranken. Klokken 12.30 kan de sætte sig på et andet fly til Belgien, hvor de har en fodboldkamp, de skal nå.

- Vi er blevet betjent med det samme, og efter et kvarter havde vi plads på en ny afgang. Godt nok er det fire timer senere, men vi har fået en spisebon, så det er til at overleve, siger pensionist Tom Friisgaard.

Han og Ingolf Skafte har begge forståelse for, at piloterne strejker.

- Når de har så få weekender fri og får arbejdsplaner kort tid i forvejen, kan jeg godt forstå, de er utilfredse. Lønvilkårene ved jeg, hvad jeg skal mene om. Jeg tænker, de får en udmærket løn med de tal, jeg har set, lyder det fra Ingolf Skafte, der også er pensionist.

Hvordan kommer i hjem fra Bruxelles?

- Hvis strejken fortsætter, har vi et problem. Så skal vi selv finde fly eller tog. Det må vi løse til den tid. Vi tager det hele med et smil, siger Tom Friisgaard.

Lars Mertins

Lars Mertins skulle have været på weekendtur til New York, men afgangen er, ligesom mere end 600 andre afgange, blevet aflyst, og nu venter han på, at SAS finder et andet fly, han kan komme med.

- Jeg vidste jo godt, at det kunne blive aflyst, men SAS anbefalede, at vi skulle tage herud, så de kunne hjælpe os med at finde en anden løsning. Vi må se, hvad de kommer op med, siger Lars Mertins, der til daglig arbejder i en bank.

Indtil videre er Lars Mertins optimistisk. Han tror på, at han kommer til New York.

- Måske er situationen en anden, når jeg er 50 meter længere fremme i køen. Men køen er ikke så lang, som jeg havde frygtet, og vi må tage en omvej, hvis det er det, der skal til. Ingen panik her. Det havde været værre, hvis vi havde stået i New York, siger han.

Hvad tænker du om, at piloterne strejker?

- Det er ærgerligt, at vi bliver ramt af det, men sådan er det jo. Jeg håber, de finder en løsning på situationen. Piloterne skal jo også have nogle ordentlige vilkår.

Jette Jansen

Jette Jansen havde håbet, at strejken ikke ville gå ud over hendes flyafgang, så hun kunne komme til fest på Færøerne som planlagt. Lige nu ser det dog ikke ud som om, at hun når nordpå i tide.

- Vi havde da glædet os til at komme op og få en masse færøsk mad og se øerne, så vi håber stadig på, at vi kan blive ombooket og komme med et senere fly. Vi ved ikke så meget om, om det er muligt endnu, siger hun.

Lykkedes det ikke, har pensionist Jette Jansen indstillet sig på, at hun må blive hjemme.

- Vi vidste godt, der var en risiko, og hvis vi ikke kan komme af sted, må vi tage derop en anden gang. Men vi skal have pengene tilbage.

Hvordan har du det med, at pilotstrejken går ud over dig?

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at det rammer os, men sådan er strejker jo. Hvis der ikke var mulighed for at strejke, ville den slags forhandlinger kunne blive ved i evigheder.

Henrik Hansen

Henrik Hansen arbejder for et olieselskab i Italien, og da han først skal være tilbage på sin arbejdsplads mandag, har han besluttet sig for at tage aflysningen af hans fly til Milan som en oplevelse.

- Jeg har besluttet, at jeg er på tur. Jeg har ingenting, jeg skal nå i Italien, og jeg ved, at de gør, hvad de kan, siger han og tilføjer, at han stadig venter på at få besked om, hvornår han kan komme af sted

- Flyet er aflyst, og jeg ved ikke så meget endnu. Det rejseselskab, jeg har booket turen hos, fortæller mig, at alle andre afgange er fuldt bookede, og jeg har også fået af vide, at jeg med al sandsynlighed bliver booket ind på hotel i et par dage.

Hvad siger du til, at du måske ender med at strande i København?

- En weekend i København siger jeg ikke sådan nej til, når jeg alligevel ikke skal nå noget, og det hjælper ikke at være sur. Piloterne har ikke gjort det her uden grund. Det er jeg sikker på, lyder det fra Henrik Hansen.

Facebook
Twitter