Hvis du skal ud at rejse med SAS i slutningen af april, så kan det være en god idé at undersøge, om der er en pilot til at flyve flyet.
Forhandlinger mellem SAS og selskabets nordiske piloter om nye overenskomster er netop brudt sammen.
Derfor vasler piloterne nu konflikt, som kan risikere at bryde ud fra fredag 26. april, hvis parterne ikke bliver enige inden.
Det skriver SAS Pilot Group (SPG) i en pressemeddelelse.
Piloter: SAS fjerner aftaler
Det er ikke første gang, at der er storm omkring forhandlingerne om nye overenskomster mellem SAS og selskabets nordiske piloter.
SAS Pilot Group, som repræsenterer SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige, har tidligere brudt forhandlingerne i Norge og Sverige.
Ifølge René Arpe, der er formand i Dansk Pilotforening, er piloterne særligt utilfredse med, at SAS har valgt at "fjerne eksisterende aftaler om samarbejde, produktion, karriereudvikling og anciennitetssystemer".
– SAS ønsker at præsentere disse forhandlinger som en kamp om en unaturlig begrænsning af ledelsesretten, hvilket er helt forkert. Vores krav er, at aftalerne og deres intentioner respekteres. SAS tjente således 1,7 milliarder i 2017 og 2,1 milliarder i 2018 med disse aftaler. Der er derfor ingen grund til, at aftalerne ikke skal fortsætte, siger han i pressemeddelelsen.
Skal igennem mægling
Et andet stridspunkt er ifølge René Arpe, at mange piloter ikke får ordentlig information om deres arbejdstider, så de har svært ved at planlægge deres fritid.
– Majoriteten af piloterne i SAS har ingen kontrol over hvornår og hvor længe de skal arbejde. Det eneste piloterne ofte ved om sin arbejdstid for næste måned er, at de kun har fri én weekend. I værste fald risikerer de at skulle arbejde syv weekender i træk. Dette er uholdbart, siger han.
De to parter skal nu gennem mægling forsøge at finde hinanden. Hvis det ikke lykkes, vil den varslede konflikt bryde ud.
- Tidligere ville SAS altid sammenligne os med andre flyselskaber. Når lønninger og arbejdstidsordninger nu er dårligere end andre seriøse flyselskaber, vi kan sammenligne os med, afviser SAS at diskutere markedsløn for piloter, siger René Arpe.
DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra SAS.