SAS-piloter varsler strejke fra 29. juni: Sådan kan du tjekke, om din billet er ’strejkesikret’

SAS forhandler med sine piloter om en ny overenskomst. Når de ikke til enighed, vil 1.000 piloter gå i strejke.

Arkivfoto. Forhandlingerne mellem SAS og deres piloter er begyndt. De kommende dage vil afgøre, om det ender i konflikt. (Foto: TT News Agency © Ritzau Scanpix)

I disse dage forhandler SAS og flyselskabets piloter en ny overenskomst på en adresse i Gamla Stan i Stockholm.

Og i dag er det kommet frem, at 1.000 piloter fra Danmark, Sverige og Norge vil gå i strejke fra den 29. juni.

Den tidligst mulige strejkedag er således rykket fra den 24. juni, som ellers har været meldt ud.

- Strejkevarslet gælder for samtlige piloter i det, der hedder SAS Scandinavia, og det vil lamme en stor del af SAS-trafikken.

- Det vil også betyde, at en del skandinavere ikke vil kunne komme på planlagt ferie eller forretningsrejse, fortæller redaktør for luftfartsmediet Check-In.dk Ole Kirchert Christensen.

Hvordan du kan tjekke, om din planlagte rejse omfattes af en eventuel strejke, vender vi tilbage til, men først et kort oprids af konfliktens stridspunkter.

SAS med ryggen mod muren

I februar præsenterede SAS en redningsplan for selskabets mildest talt skrantende økonomi.

Skal planen lykkes, kræver det kort fortalt, at SAS sparer 5,2 milliarder i årlige omkostninger.

De penge skal blandt andet findes i medarbejdernes løn, og derfor ønsker SAS nye overenskomster for sine 1.000 af fastansatte piloter.

I løbet af foråret har der været flere forhandlinger mellem Dansk Pilotforening og SAS, men alle forhandlinger er brudt sammen, da parterne ikke kan blive enige.

Blandt andet er piloterne vrede over, at SAS har oprettet datterselskaberne SAS Link og SAS Connect i udlandet, hvor selskabet har ansat nye piloter på billigere overenskomster.

De oprindelige piloter kræver, at SAS genansætter 450 piloter, som blev opsagt under coronakrisen, før de ansætter nye piloter i datterselskaberne.

I foråret meldte Dansk Pilotforening sig ind i Dansk Metal, som er en fagforening med lidt over 100.000 medlemmer.

Forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen fortæller, at Dansk Metal var gået til forhandlingerne med 450 millioner svenske kroner til SAS-ledelsen.

- Det er helt ekstraordinært og noget vi gjorde, for at hjælpe SAS igennem krisen. Men de penge har vi nu taget af bordet, for der er simpelthen ikke blevet taget imod den fremstrakte hånd, siger han, men tilføjer dog, at beløbet kan komme tilbage i forhandlingerne, hvis SAS ændrer sine krav.

Konfliktens parter har udvalgt den svenske Medlingsinstitutet - som svarer til Forligsinstitutionen herhjemme - til at stå for de videre forhandlinger, og derfor forhandles der lige nu i Stockholm.

Tjek operatøren på din billet

Freddy Christiansen fra Helsinge er én af dem, der med spænding følger forhandlingerne, for han har købt fem SAS-flybilletter til San Fransisco med afrejse den 1. juli.

- Vi har allerede betalt i hvert fald 100.000 kroner for overnatninger og entréer i USA, så vi er jo gidsler i det her spil, siger Freddy Christiansen, der skal besøge sin søn sammen med resten af familien.

Freddy Christiansen arbejder som udvikler i Microsoft og har gennem flere måneder planlagt årets familiesommerferie til USA. Flybilletterne er købt hos SAS, så nu trues hele turen af piloternes mulige strejke. (Foto: DR Nyheder)

Ifølge luftfartsredaktør Ole Kirchert Christensen er udsigterne dårlige for Freddy Christiansen og familien, hvis det skulle komme til strejke.

Langdistance-ruterne er nemlig dem, der med sikkerhed vil blive ramt at strejke. Det samme gælder de fleste flyvninger rundt i Europa.

Ifølge Ole Kirchert Christensen vil en strejke tvinge SAS til at aflyse godt to tredjedele af sine daglige flyvninger, mens omkring 300 daglige flyvninger formentligt vil blive undtaget, fordi SAS på disse strækninger benytter eksterne samarbejdspartnere til at operere flyene.

Det gælder de fly, som opereres af datterselskaberne SAS Connect og SAS Link samt af operatørerne X Fly og City Jet, da piloterne i disse selskaber er ansat på en anden overenskomst og derfor ikke kan ende i strejke.

- Planlægger man at rejse med SAS her i begyndelsen af sommeren, hvor der kan udbryde en konflikt, kan man tjekke sin billet og se, hvilken operatør der står for flyvningen: Er det SAS Connect, SAS Link, X Fly eller City Jet, kan man næsten være sikker på at komme af sted uanset hvad, siger Ole Kirchert Christensen og tilføjer, at selskaberne primært opererer ruter i Nordeuropa.

Der er ingen tvivl om, at en strejke vil ramme SAS hårdt.

- Det vil koste SAS mellem 60-80 millioner kroner om dagen, og det vil også ramme SAS’ billetbestillinger i fremtiden, siger Ole Kirchert Christensen.

Tør du selv booke din sommerferiebillet med SAS?

- Det kommer an på, hvor jeg gerne vil hen, og hvornår jeg skal rejse. Jeg vil følge situationen de kommende dage og se, hvordan forhandlingerne i Stockholm udvikler sig, svarer Ole Kirchert Christensen.

Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Steen Navrbjerg spår dog ikke de bedste odds for de aktuelle forhandlingers succes.

- Man kan undre sig over, at parterne stadig står så langt fra hinanden, nu hvor man går i gang med at forhandle. Normalt forbereder man sig i månederne inden, så de største knaster er ryddet af vejen, siger han og tilføjer:

- Der er rigtig mange følelser i de her forhandlinger: Piloterne føler sig svigtet af, at de her datterselskaber er blevet oprettet, og det er derfor, de nu bider igen.