SAS undskylder muligt lovbrud: Vi skylder stadig kunderne 650.000.000 kroner

Flygiganten risikerer politianmeldelse, efter at de ikke har refunderet kunder rettidigt.

SAS kommer ikke til at tilbagebetale alle kunder til tiden. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Den skandinaviske flygigant SAS skal ikke kun kæmpe med et rekordstort milliardunderskud i år.

Selskabet risikerer nemlig også at blive meldt til politiet og i sidste ende få bøder på tusindvis af kroner.

SAS har nemlig per 1. december ikke været i nærheden af at betale de kunder tilbage, som har bestilt en flyafgang, som efterfølgende er blevet aflyst.

Det sker på trods af, at selskabet selv fået milliarder af kroner i lån fra den svenske og danske stat.

I alt har flykunder mere end 650 millioner kroner til gode, skriver SAS i sit regnskab.

- Jeg vil benytte muligheden til at undskylde til alle vores kunder, som har oplevet utilfredsstilende sagsbehandlingstid - som er skabt af en hidtil uset situation for hele flyindustrien, siger topchef Rickard Gustafson.

SAS lover derfor at tilbagebetale de krav, hvor flyselskabet selv mener, at kunderne har ret til pengene. De nævner dog ikke nogen tidshorisont på, hvornår pengene er tilbagebetalt.

Selskabets danske pressechef, Sille Beck-Hansen, fortæller, at der ikke er tal på, hvor mange penge danske flykunder har til gode.

- Men vi er meget tæt på at være i mål med refusionen til de danske kunder. De sager, der udstår, skyldes primært kompleksitet. Eksempelvis sager, hvor andre aktører end blot passageren og SAS er involveret, siger hun.

Risikerer politianmeldelse

Normalt har flyselskaberne syv dage til at tilbagebetale kunder, hvis et fly bliver aflyst. Her er der nemlig helt klare regler i EU.

Dette har dog været særdeles svært at overholde for nærmest samtlige flyselskaber under coronakrisen.

Derfor satte Trafikstyrelsen i Danmark - som blandt administrerer flyklager fra forbrugere - nye frister for, hvornår pengene senest skulle tilbage i kundernes lommer.

Og hvis det ikke blev overholdt, kunne flyselskaberne risikere en politianmeldelse med efterfølgende bødestraf, lød fra styrelsen.

- Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen anmoder anklagemyndigheden om at fastsætte bødestørrelsen på 10.000 kr. eller 20.000 kroner per passager, afhængig af størrelsen på det skyldige beløb, lød det i et notat, DR Nyheder fik aktindsigt i.

Fristerne lød således:

  • Refusionsanmodninger modtaget af selskaberne før den 1. oktober skal være refunderet senest den 15. november

  • Refusionsanmodninger modtaget af selskaberne i perioden 1. oktober-15. november skal være refunderet senest den 1. december

  • Refusionsanmodninger modtaget af selskaberne efter den 15. november skal være refunderet efter senest syv dage

SAS er endnu ikke politianmeldt, da Trafikstyrelsen afventer en redegørelse fra flyselskabet.

- Vi ser frem til at fremlægge en samlet redegørelse for Trafiks-, Bygge- og Boligstyrelsen 10. december, siger Sille Beck-Hansen fra SAS.

SAS i stormvejr

Den skandinaviske flygigant er blevet voldsomt kritiseret for behandlingen af sine kunder under coronakrisen.

DR har blandt andet tidligere kunnet fortælle historien om, hvordan mange SAS-kunder langt fra har fået det fulde beløb tilbage, men i stedet kun har modtaget tilbagebetaling af skatter og afgifter.

- Jeg synes, at SAS har lokket mig i en fælde, lød det fra Allan Linnemann, der med sin kone og søn den 13. april skulle være gået ombord på et SAS-fly, som skulle fragte familien fra Københavns Lufthavn til Rom.

I boksen herunder har vi samlet 15 eksempler på kunder, der har tabt penge.

Flygiganten har dog efterfølgende flere gange måtte bide i det sure æble og tilbagebetale penge til de kunder, de i første omgang havde afvist.

SAS har nemlig ved Center for Klageløsning indgået forlig med en række kunder. Fordi kunderne ifølge SAS selv aflyste deres afgange, havde selskabet kun udbetalt en brøkdel af billetternes pris i form af skatter og afgifter.

Men efter at sagerne er landet på klagecentrets bord, så har alle kunder fået forlig med SAS.

Blodrøde tal

Når man ser på nøgletallene i SAS' regnskab, så er det ikke kun de manglende tilbagebetalinger, som gør ondt.

I regnskabsåret fra november 2019 til oktober 2020 har SAS tabt 6,7 milliarder kroner. Det står i skærende kontrast til sidste år, hvor man havde et overskud på 400 millioner kroner.

Tallene er endnu mere bloddryppende, end man havde regnet med, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

- Det er med afstand det værste år, SAS nogensinde har oplevet. Der er fly i luften, men der er ikke ret mange passagerer, der vil flyve i dem. Det er en kæmpe udfordring, og derfor de taber så mange penge, siger han til Ritzau.

Det kommende år ser også ud til at blive hårdt for SAS.

Først i 2022 ventes der mere normale tilstande i luftfartsbranchen. Ydermere ventes der at gå et par år, før efterspørgslen er tilbage på det niveau, der var inden corona.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter