Sass: Konkurrence fra Uber og Airbnb er alle tiders

Mens taxa- og hotelbranchen raser, er erhvervs- og vækstministeren positiv overfor nye forretninger, hvor private i højere grad handler med hinanden.

Det er absolut ikke alle, der har været glade for at se taxa-tjenesten Uber komme til Danmark, men erhvervs- og vækstministeren er glad for konkurrence, der kan presse priserne ned. (© DR Nyheder)

De traditionelle brancher er alt andet end glade, men det er godt med konkurrencen fra nye teknologier og private udlejningsvirksomheder som Airbnb og taxatjenesten Uber.

Det mener erhvervs- og væksninister Henrik Sass Larsen (S).

- Man må jo sige, at det at køre taxa i dag er en pebret fornøjelse, og det at man pludselig kan få nogle ind, der faktisk gør, at man også har råd til at blive transporteret rundt i en bil, det synes jeg, ville være alle tiders, siger han til DR Nyheder.

Mere konkurrence

Flere brancher oplever, at de er under pres fra nye internet-basserede tjenester såsom den private overnatnings-formidler Airbnb - eller taxa-tjenesten Uber.

Og i Dansk Erhverv mener direktør Jens Klarskov, at konkurrencen sker på ulige vilkår.

- Hver gang der kommer en ny ide og et nyt forretningsområde, så må politikerne også gå i det rum, enten skal de være kreative, eller også betyder det, at der skal være noget afregulering af en branche, som faktisk har været overreguleret, når der kommer nye konkurrenceparametre op, siger Jens Klarskov.

Lovændringer

Uber har allerede stor succes i USA, men da selskabet kom til Danmark sidste år, meldte Trafikstyrelsen det straks til politiket.

Uber er endnu ikke lovliggjort herhjemme. Og loven skal selvfølgelig overholdes, siger Henrik Sass Larsen, som samtidig er klar til at tage et kig på reglerne.

- Jeg tænker, at hvis man skal køre for Uber her i Danmark, så skal det selvfølgelig gøres lovligt. Er der nogen som helst lovgivningsmæssige hensyn, der skal kigges efter, så kigger vi det efter, siger ministeren, som også er klar til at kigge på vilkårene for de eksisterende forretninger.

Facebook
Twitter