Se dig for i advokatjunglen: Der kan være tusinder kroner at spare

Tjek prisen, når du vælger den advokat, der skal gennemgå købsaftalen for dit nye hus eller ordne dødsboet.

Der kan være tusinder af kroner at spare ved at indhente flere tilbud, når du skal bruge en advokat, fortæller medstifter af prisportalen Ageras Martin Hegelund.

Det kan være en jungle at finde en god advokatpris, når du skal have gennemgået købsaftalen for drømmehuset, eller boet skal gøres op efter dødsfald i familien.

Mange advokater er nemlig tilbageholdende med at skilte med deres priser på nettet, mens prisportaler, der indhenter advokattilbud for dig, gør det nu nemmere at finde ud af, hvad det koster at få klaret paragrafferne.

Og selvom opgaven er den samme, kan der kan være flere tusinde kroner at spare, viser nye data fra prisportalen Ageras, der hver måned indhenter tre tilbud på advokater for mere end 1000 privatpersoner og virksomheder.

- Vi går ind og sørger for, at grundlaget er identisk. Og så skriver vi opgaven i fagsprog og sender den i udbud blandt de advokater, der er på vores platform, forklarer medstifter Martin Hegelund

Spar penge på bolig, testamente og dødsbo

De nye data, som er indhentet over de seneste seks måneder, viser, at forskellen på billigste og dyreste tilbud fra advokater er stor.

  • På et testamente er den ca. 1000 kroner i gennemsnit.

  • På en boligadvokat 1800 kroner i gennemsnit.

  • Og skal du bruge en advokat til dødsboet er forskellen hele 6000 kroner i gennemsnit.

Martin Hegelund understreger, at forskellen i pris ofte kan være noget større end gennemsnitsforskellene.

Forbrugerrådet positiv

Forbrugerrådet Tænk tager positivt imod prisportaler, der sammenligner advokatpriser.

- De fleste er på herrens mark, når det drejer sig om advokatydelser. En ægte konkurrence på området findes ikke, siger chefkonsulent Benedicte Federspiel.

Hun håber, at portaler som Ageras kan føre til større priskonkurrence på området.

- Det er simpelthen godt at få konkurrence også på prisen. Hvis man kan åbne op for en konkurrence på tjenesteydelsesområdet, hvor man får fordelene, men ikke ulemperne, så er det da en landvinding i virkeligheden, siger hun.

Prispresser eller sund konkurrence?

Prissammenligningssider som Ageras sætter priserne under pres hos nogen advokater, erkender adm. direktør hos brancheforeningen Danske Advokater Paul Mollerup.

- Jeg oplever medlemmer, der siger, at portalerne fungerer som prispressere. Det kan man have blandende følelser over for – men det er sådan, det er. Det er med til at skærpe konkurrencen, siger han.

Derfor byder han også prisportaler som Ageras velkommen. De store prisforskelle kalder han "et sundhedstegn".

- Jeg betaler også to forskellige priser, når jeg køber yoghurt i Netto og Kvickly. Hvorfor skulle det ikke også være sådan, når vi køber advokatydelser, siger han.

På ét punkt er han dog skeptisk. Når ydelserne bliver mere komplicerede end testamenter eller skøder, bliver det svært at sammenligne priser i en prisportal, mener han.

- Det kan ikke lade sig gøre at sige, hvad et dødsbo koster. I nogle dødsboer ved man ikke engang, hvem alle arvingerne er - i andre skal der sælges et hus, men man ved ikke, hvor lang tid det tager.

- Men betyder det, at du ikke stoler på de tilbud, dine medlemmer giver på behandling af et dødsbo?

- Ud fra de forudsætninger, de har haft, er jeg sikker på, at de har givet et rigtig godt og grundigt tilbud. Jeg vil bare altid sikre mig, at der er mere information til rådighed - inden jeg træffer det endelige valg - end det der typisk bliver anvendt, når man går via en portal, siger direktøren for Danske Advokater.

3,5 milliarder om året

Vores forbrug af advokater i privaten har ifølge brancheforeningen Danske Advokater været stigende. Sidste år lød danskernes samlede advokatregning på 3,5 milliarder kroner.

Siden 2012 har især ydelserne ”arveret og dødsbobehandling samt generationsskifte” og ”erstatningssager” oplevet vækst.

Dertil kommer også en pæn vækst i ”rådgivning vedr. fast ejendom”.

- Det går stærkt, der er mange ejendomshandler, og det slår igennem på omsætningen, siger Paul Mollerup.