Se, hvad skattevæsnet ved om din bolig

Fejl skal rettes nu, hvis du vil have en chance for at undgå en forkert ejendomsvurdering.

I løbet af 2023 planlægger Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet at sende over 1,5 millioner ejendomsvurderinger ud. (© Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix – illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

Fik du ikke rettet fejl om din bolig, dengang du flyttede ind, kan de fleste nå det endnu.

Men det kan være for sent, hvis du venter, indtil du får første besked om, at din nye ejendomsvurdering er på vej.

Sådan lyder beskeden fra skattevæsnet, som i år forventer at sende over 1,5 millioner nye vurderinger ud til boligejerne.

Og mulighederne for fejl er mange i Bygnings- og Boligregistret - det, der kaldes BBR.

Her kan du slå flere af dine BBR-oplysninger op og se, om de er rigtige.

Hvis du finder fejl i oplysningerne om din bolig, har du pligt til at rette dem. Se, hvordan du gør i guiden her.

Her kan du læse om fire vigtige ting, som du skal være opmærksom på, hvis du vil nå at have din rettelser i BBR med i ejendomsvurderingen.

1

Fælden klapper efter fire uger

Skattevæsnet har allerede udsendt cirka 146.000 af de nye vurderinger. Se dem her.

Men i løbet af 2023 planlægger Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet at sende over 1,5 millioner ejendomsvurderinger ud.

Når det bliver din tur, modtager du en besked i din digitale postkasse med et link til vurderingsportalen.dk. Det kaldes deklarationen.

Herfra tikker uret. Du har kun fire uger til at rette fejl og mangler i grundlaget for din nye vurdering.

Hvis der er forkerte BBR-oplysninger om din bolig i deklarationen, skal du altså nå at råbe op om det, inden de fire uger er gået.

Det gør du ved at sende en såkaldt indsigelse via vurderingsportalen.dk.

Har du allerede fået godkendt dine BBR-rettelser, inden du modtager første besked om din nye vurdering, kan du nøjes med at sende indsigelsen til skattevæsnet via portalen.

Men har du endnu ikke rettet dine BBR-oplysninger, når du modtager deklarationen, risikerer du at få travlt.

2

Kommunen skal nå at sige ok

Selvom Vurderingsstyrelsen skriver, at du har mulighed for at rette fejl og mangler, når de fire uger med deklarationsperiode starter, er det ikke altid helt så nemt.

Styrelsen skriver nemlig samtidig, at du først skal have godkendt dine rettelser hos din kommune, inden skattevæsnet vil tage imod de indsigelser over grundlaget for ejendomsvurderingen, som du gerne vil have ændret.

Med andre ord skal du først sende dine ændringsforslag til din kommune via bbr.dk, og så skal en ansat i kommunen nå at godkende rettelserne, inden de fire uger er gået.

Først efter du har fået bekræftelse fra kommunen, kan du logge på vurderingsportalen.dk og sende en egentlig indsigelse til skattevæsnet.

Dermed kan din kommune blive flaskehals på at få ændret fejl, hvis du først kommer i gang med at sende forslag til rettelser, når de fire uger starter.

Kun ved åbenlyse fejl som eksempelvis tastefejl kan du give skattevæsnet direkte besked i en indsigelse, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

3

Ændringer skal være fra før 2020

Det er din pligt som boligejer løbende at sørge for, at dine oplysninger i BBR er ajourførte og korrekte.

Oplysninger i BBR kan blandt andet også have betydning for din forsikring eller ved salg af din bolig. Derfor skal oplysningerne altid være opdaterede.

Men når det gælder de nye ejendomsvurderinger, er det faktisk kun ting, som var til stede på din ejendom før 1. januar 2020, som skattevæsnet kigger på.

Forklaringen er, at de ejendomsvurderinger, som Vurderingsstyrelsen lige nu sender ud, egentligt skulle have været sendt ud langt før.

Ejendomsvurderinger udsendes normalt hvert andet år, og som boligejer betaler man skat af dem i to år, inden der igen laves en ny vurdering.

Men skattevæsnet nåede ikke at blive færdige med vurderingerne i tide. Derfor får du som boligejer denne gang en ejendomsvurdering, som er baseret på oplysninger frem til 2020.

De ting, som du vil have ændret, skal med andre ord allerede have været til stede ved indgangen til 2020.

Har du bygget nyt eller revet noget ned på din grund siden 1. januar 2020, så skal du selvfølgelig bede om at få det rettet i BBR-registret, så oplysningerne er opdaterede.

Men du kan ikke gøre indsigelse over de ting, som du har foretaget dig efter datoen.

Rettelser for 2020 og frem kommer ikke med i denne vurderingsrunde. Der må du i stedet vente på, at Vurderingsstyrelsen igen vurderer din bolig.

For at gøre det endnu mere forvirrende har Folketinget besluttet, at din 2020-vurdering på grund af yderligere forsinkelse i systemet skal gælde i tre år i stedet for to år som planlagt.

4

Glem ikke at sende dine indsigelser

Hvis du når at få dine rettelser godkendt hos kommunen, inden de fire uger gået, må du for alt i verden ikke glemme at sende en indsigelse til skattevæsnet.

Selvom du får en besked om, at dine ændringsforslag er modtaget hos BBR, betyder det ikke, at skattevæsnet automatisk ændrer noget i din deklaration.

Heller ikke når kommunen faktisk skriver til dig, at man har godkendt og ændret dine fejl i BBR, er det godt nok.

Du skal både have besked fra kommunen om, at ændringerne er godkendt, og så skal du også igen en tur forbi vurderingsportalen.dk.

Her skal du nå at sende en indsigelse til skattevæsnet, inden fristen på de fire uger udløber.

Og fordi datagrundlaget for din nye vurdering kun strækker sig indtil 1. januar 2020, så skal Vurderingsstyrelsen efterfølgende også godkende, at dine ændringer i BBR faktisk var til stede på ejendommen inden denne dato.

Du vil ifølge styrelsen få besked om udfaldet i din endelige ejendomsvurdering.

Hvis der er ting, du ikke når at få med i de fire uger, kan du forsøge at klage over vurderingen. Men det er ikke nemt.

Du skal betale 1.100 kroner, og du skal også finde fejl, som udgør mindst 20 procent af din nye vurdering, for at kunne klage.

Du kan læse meget mere om, hvad du allerede nu kan gøre for at forberede dig på din nye vurdering.

Her kan du få en hurtig gennemgang af, hvad de nye ejendomsvurderinger kan komme til at betyde for dig: