Se hvor dine sommerhusnaboer kommer fra

Vi køber sommerhuse tæt på vores helårsboliger, viser nye tal. Årsagen er praktisk, siger boligekspert.

Afstanden er ofte afgørende, når vi køber sommerhus.

Tal, som Boliga har trukket for DR Nyheder, viser, at størstedelen af køberne i rigtig mange sommerhusområder har deres helårsbolig, inden for en overskuelig rækkevidde.

- Hovedtendensen er, at de vælger et sommerhus, der ligger tæt på deres helårsbolig, fordi de så har langt mere glæde af det. Du kan komme hurtigere hen til sommerhuset, og det betyder typisk, at man bruger det hyppigere, siger Frederik Rovsing, der er direktør i Boliga.

I grafikken ovenover kan du klikke dig rundt i de forskellige sommerhusområder, og se, hvor størstedelen af køberne i perioden fra februar 2014-februar 2017 kommer fra.

Kigger man for eksempel på et af de dyreste sommerhusområder i øjeblikket herhjemme, Tisvildeleje, kommer størstedelen af de nyslåede sommerhusejere i området fra Hellerup. Der er i omegnen af 50 km til og fra sommerhuset i det tilfælde.

I Nordjylland kommer de nye købere også overvejende fra byer i området. I Hirtshals kommer størstedelen af de nye sommerhusejere for eksempel fra Hjørring, der ligger omkring 20 km. væk.

- Mange af dem der bor i byerne laver en decideret udflytning i sommerperioden, og der er det en fordel, hvis sommerhuset ikke er for langt væk, så de kan kommer på arbejde og børnene i skole eller institution, uden at det er alt for tidskrævende, siger Frederik Rovsing.

Skagen skiller sig dog lidt ud. Her kommer størstedelen af de nye købere fra Risskov ved Århus, hvilket giver en køreafstand på 172 km.

Dyk selv ned i tallene ved at klikke på de blå sommerhusområder i grafikken ovenover.

Facebook
Twitter