SE KORTET: Her bejler Ryanair til fagforeninger i Europa

Strejketrusler og pilotmangel har ført til tøbrud mellem det irske lavprisselskab og fagbevægelsen.

Da det irske flyselskab Ryanair i januar 2015 præsenterede fire nye flyruter fra Københavns Lufthavne, blev selskabets kommercielle chef spurgt om, hvad han syntes om den danske model.

- Helena Christensen? lød det fra David O' Brien, der tilføjede, at han ikke havde lyst til at være en "klovn i den danske fagbevægelses cirkus".

Ryanair i Danmark

Marts 2012:

Ryanair åbner sin første base i Danmark. Billund Lufthavn bliver hjemsted for to fly og omkring 50 besætningsmedlemmer.

Maj 2012:

Ryanair vil ikke indgå dansk overenskomst og holder fast i selskabets princip om, at ansatte ikke har ret til at organisere sig.

Marts 2015:

Ryanair åbner base i København.

1. juli 2015:

Arbejdsretten fastslår, at LO og Serviceforbundet lovligt kan både varsle og iværksætte konflikt mod Ryanair.

17. juli 2015:

Ryanair lukker og slukker i Kastrup og Billund.

8. februar 2018:

Flyvebranchens Personale Union, FPU, mødes med Ryanairs personaledirektør i København.

Seks måneder senere lukkede Ryanair baserne i Billund og København, da Arbejdsretten i en dom slog fast, at den danske model - aftalesystemet mellem arbejdsmarkedets parter - stod ved magt.

I dag var Ryanairs personaledirektør Eddie Wilson i København for at tale med fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, FPU.

- Ryanair har i dag nogle hvide pletter på landkortet, hvor vi meget gerne vi være til stede. Det er lande som Frankrig, Danmark og Sverige, lød det fra Eddie Wilson i forbindelse med dagens møde.

Tøbrud mellem Ryanair og fagbevægelsen

Mødet er en del af det nye tøbrud mellem Ryanair og de faglige organisationer på tværs af Europa, fortæller redaktør ved luftfartsmediet Check-in.dk, Andreas Krogh.

- Ryanair har altid afskyet fagforeninger og i klare vendinger sagt, at de ikke forhandlede med dem. Men hvis Ryanair kommer med en helt anden attitude nu og gerne vil lave overenskomst, så tror jeg, de vil blive budt velkommen, siger han.

Ryanair har foreløbig indledt en dialog og nogle steder afholdt møde med faglige organisationer i en række europæiske lande. Foruden Danmark drejer det sig om: Irland, Storbritannien, Spanien, Tyskland, Italien, Portugal, Belgien, Holland, Frankrig og Sverige, viser en opgørelse fra luftfartsmediet Luftfart.nu.

Tidligere afviste Ryanair den europæiske fagbevægelses krav om overenskomster med henvisning til, at aftaler med piloter og kabinepersonale ville underminere selskabets ambitioner om at blive Europas største flyselskab.

Ambitionen er for længst nået. Og nu er udviklingen på arbejdsmarkedet skiftet til ugunst for Ryanair, forklarer Andreas Krogh.

Det stod klart, da Ryanair i efteråret måtte aflyse tusindvis af flyafgange efter planlægningsfejl, der betød, at mange af selskabets piloter skulle afvikle ferie.

Selskabet forsøgte at købe piloternes ferie, men det lykkedes ikke.

Efterfølgende truede Ryanair-piloterne i flere europæiske lande med at strejke i december og dermed lamme den vigtige juletrafik.

Pilotmangel presser Ryanair til forhandlingsbordet

Generelt går det godt i den europæiske flybranche. Og det betyder, at Ryanairs piloter søger over i selskaber med bedre vilkår, fortæller Andreas Krogh.

- Ryanair er ikke så attraktive længere, fordi piloterne har fået andre muligheder og alternativer. Derfor er de nødt til at forbedre vilkårene. Det er det, vi ser nu.

Selvom Ryanair i midten af december meldte ud, at man ville anerkende fagforeninger, har selskabet endnu ikke skrevet under på én eneste overenskomst.

- De er gode til at give lidt, så det ser ud som om, de er 'the good guys'. De er dygtige til mediestunts. Men de har ikke været i egentlige forhandlinger med nogen som helst endnu, siger Andreas Krogh.

Mødet i København i dag handlede mest om at se hinanden i øjnene, lød det fra formanden for Flyvebranchens Personale Union, Thilde Waast.

Hvis Ryanair vil åbne baser i Danmark igen, er kravene de samme som i 2015:

- Vi har gjort det klart for Ryanair, at vi er her for at skabe bedre vilkår for vores medlemmer. Så hvis de vil åbne baser i Danmark, bliver det på overenskomstvilkår, sagde Thilde Waast efter mødet.