Se kortet: Her bor de boligejere, der har betalt nul kroner i skat

Et skattesmæk på op mod 100 millioner kroner venter 1.200 boligejere efter sommerferien.

Uden en aftale står de 1.200 boligejere til at skulle starte afbetalingen af deres gæld i august og september, oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V).

En fejl hos skattemyndighederne har i en årrække betydet, at omkring 1.200 boligejere har betalt nul kroner i skat for deres bolig.

Og den samlede regning kan lyde på mange millioner alene i den del af skattebetalingerne, som staten er gået glip af.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et svar til Folketingets Skatteudvalg.

- På baggrund af det foreløbige arbejde med sagskomplekset skønnes det, at den manglende betaling af ejendomsværdiskat svarer til cirka 10 millioner kroner årligt efter tilbageløb i den periode, hvor der er opkrævet for lidt i skat, skriver ministeren i svaret.

Kammeradvokaten har nemlig slået fast, at der efter gældende regler skal opkræves skat op til 10 år tilbage i tiden.

Dermed kan den endelige regning løbe op i op mod 100 millioner kroner for manglende skat plus renter.

To kommuner især ramt af fejl

Sagerne fordeler sig over næsten hele landet. Det viser tal, som DR Nyheder har søgt aktindsigt i hos Vurderingsstyrelsen.

Især en østjysk bykommune og en vestsjællandsk købstadskommune er ramt af mange sager om fejl, konstaterer Curt Liliegreen, der er direktør for boligøkonomisk Videncenter.

- Læg mærke til Kalundborg og Aarhus. I disse kommuner er der rigtig mange ejendomme uden skat, mens der er relativt få i Aalborg sammenlignet med størrelsen af kommunerne, skriver han i mail til DR.

Omvendt er der færre fejl i omegnskommuner og landkommuner, fortæller Curt Liliegreen.

- Generelt er der ret få fejl i nogle landkommuner, om end en del bonner ud som Nordfyns Kommune. Også nogle af omegnskommunerne til København har ret få fejl. Man kunne kalde dem parcelhuskommuner.

Kommunekasser mangler også penge

Udover den manglende ejendomsværdiskat til staten, så mangler der også grundskyld i flere kommunekasser. Den samlede efterregning kan dermed vise sig at blive langt større end 100 millioner kroner.

Vurderingsstyrelsen har oven i de omkring 1.200 ejendomme, som ikke har betalt ejendomsværdiskat til staten, fundet omkring 950 boliger, som muligvis ikke har betalt boligskat til kommunen - den såkaldte grundskyld.

Styrelsen har imidlertid ikke kunnet opgøre, hvor meget den manglende grundskyld kommer til at løbe op i. Det er også endnu uvist, om kommunerne selv kommer til at opkræve den manglende grundskyld.

Uden en aftale står de 1.200 boligejere til at skulle starte afbetalingen af 10 års gæld plus tre års renter på den anden side af sommerferien i august og september.

- Den melding, jeg har fået, er, at der bliver sendt nye vurderinger ud. I de kommende måneder bliver sagerne sendt til skatteforvaltnigen, og derfor vil der være borgere, der i august eller september måned bliver opkrævet boligskat ti år tilbage med renter, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Tidligere har Berlingske afdækket, at de manglende skatteopkrævninger blandt andet skyldes forkerte registreringer, som knytter sig til det fejlbehæftede vurderingssystem for ejendomme. Fejlene kan gå helt tilbage til 2001 og 2002.

TIP OS

  • Bor du i en af de fejlramte boliger, hører vi gerne fra dig. Skriv til ahec@dr.dk

Facebook
Twitter