Efter massive forsinkelser og milliarder af brugte skattekroner, har millioner af danske boligejere i sidste uge fået lov til at se en foreløbig vurdering af deres ejendom.
Det er den vurdering, der skal afgøre dit skattegrundlag for næste år.
Flere hundrede boligejere har efterfølgende skrevet til DR om problemer og pilskæve vurderinger.
Tip os:
- •
Kender du noget til sagen? Alle tip behandles seriøst og fortroligt.
- •
Skriv til vurdering@dr.dk eller krypteret til vurdering@proton.me
Men hvor præcist rammer de nye vurderinger egentlig, og er der tale om enkeltstående fejl?
DR Nyheder har set på de godt 82.000 ejendomme, som er solgt imellem 1. juli 2021 og 30. juni 2022.
Efter at have fundet de 82.000 ejendommes salgspris har vi set på, hvordan de matcher med de foreløbige vurderinger.
Og her viser vores gennemgang, at mere end hver tredje ejendom rammer forkert med mere end 20 procent, som er skattevæsnets egen målestok for, hvornår en vurdering er skæv.
Der er dog store forskelle på, hvor godt de enkelte vurderinger rammer fra postnummer til postnummer. Du kan se herunder på kortet, hvor godt skattemyndighederne rammer i dit område.
Rammer mere skævt uden for de store byer
Det er særligt uden for de store byer, at skattemyndighederne har svært ved at ramme rigtigt.
I Københavns-området er det for eksempel typisk i mellem 10 og 15 procent af vurderingerne, at skattemyndighederne rammer uden for skiven, viser DR Nyheders analyse.
Sværere har skattemyndighederne haft det i for eksempel Nordjylland og Sønderjylland, hvor der er adskillige postnumre, hvor myndighedernes regnemaskine rammer mindst 20 procent forkert i over halvdelen af tilfældene.
DR Nyheder har vist analysens hovedkonklusion til flere eksperter, som kritiserer ejendomsvurderingernes præcision.
- Jeg er overrasket over, at kvaliteten er så ringe, som analysen viser, at den er, siger Jan Pries-Heje, der er professor i informatik ved Roskilde Universitet.
Han fortsætter:
- Man har brugt fire milliarder kroner på et nyt system. Det er en totalt elendig investering, så man må så sandelig håbe, at de får forbedret kvaliteten ganske hurtigt, siger Jan Pries-Heje.
Styrelse kan ikke genkende tallene
Vi ville gerne have interviewet skatteminister Jeppe Bruus (S) om DR Nyheders analyse. På grund af en kort deadline har det ikke været muligt, inden udgivelsen af denne artikel.
Herunder er, hvad vi ville have spurgt ham om
- •
Er det tilfredsstillende, at hver tredje ejendom rammer mere end 20 procent forkert, når man ser på, at systemet har været 10 år undervejs og har kostet flere milliarder kroner?
- •
Hvad er din vurdering af, hvorfor vurderingerne ikke rammer mere rigtigt?
- •
Hvad viser jeres egne analyse af træfsikkerheden på de foreløbige vurderinger?
- •
Vurderingsstyrelsen skrev følgende i en pressemeddelelse i sidste uge: På landsplan afviger de foreløbige ejendomsværdier for parcel- og rækkehuse med ca. 1 pct. fra de handelsdata, som Finans Danmark har. Hvordan harmonerer de tal med, at flere end hver tredje ejendom ikke rammer inden for 20 procent?
Til gengæld skriver Vurderingsstyrelsen, der står for at lave de foreløbige vurderinger, følgende i et svar til DR:
- DRs opgørelsesmetode er ikke den samme, som Vurderingsstyrelsen anvender, derfor kan vi ikke genkende tallene.
- Vurderingsstyrelsen har tidligere oplyst træfsikkerheden for 2020-modelvurderingerne til hhv. 71 pct. for enfamiliehuse og 89 pct. for ejerlejligheder.
- Meget foreløbige tal viser, at træfprocenten er omtrent den samme for de foreløbige 2022 vurderinger. Træfprocenten kan variere fra kommune til kommune og afhænger af en række forskellige forhold som antallet af handler mv.