Se kortet: Så meget stiger grundskylden i din kommune næste år

En gennemsnitlig boligejer får næste år en grundskyldsregning på 11.040 kroner, viser analyse.

Grundskylden kommer til at stige til næste år, men det betyder ikke, at du nødvendigvis skal have flere penge op af lommen. (© Mathias L¯vgreen Bojesen)

Hvis du ejer et hus eller en lejlighed, så vil din grundskyld stige næste år.

Det viser en analyse fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, der er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

I 2021 vil grundskylden stige med cirka 650 kroner for en gennemsnitlig boligejer, hvilket er 6,4 procent mere end i år.

Hermed kommer grundskyldsregningen til at lande på lige over 11.000 kroner for den gennemsnitlige boligejer.

Der er dog store kommunale forskelle på, hvor meget grundskylden stiger for den enkelte boligejer.

Herunder kan du se, hvor grundskylden stiger mest og mindst til næste år ifølge Finans Danmarks analyse.

Artiklen fortsætter under kortet

Grundskylden stiger mest for husejere

Tallene viser også, at grundskylden kommer til at stige klart mest for boligejere, mens ejere af lejligheder slipper lidt billigere.

De største stigninger står til at komme i de to hovedstadskommuner Frederiksberg og Rudersdal. Her er en stigning på 3.310 og 2.770 kroner på vej.

- Selv om grundlaget for grundskylden også her kun kan stige med 6,4 procent i 2021, så betaler boligejerne i de kommuner allerede mere end gennemsnittet. Og derfor stiger regningen mere i kroner og øre.

- Det er nemlig de boligejere, der i forvejen betaler mest i grundskyld, der kan risikere den største stigning, siger Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark, i en kommentar til tallene.

I den anden ende af skalaen ligger Morsø og Tønder kommuner, hvor grundskylden kommer til stige cirka 50 kroner og 120 kroner.

Herunder kan du få det fulde overblik over grundskyldsstigningerne. Artiklen fortsætter under grafikken.

Kan beholde pengene i lommen

Du skal dog højst sandsynligt ikke have ekstra penge op af lommerne til næste år.

Et politisk flertal har nemlig besluttet, at stigningen i grundskylden fra 2018 skal indefryses til 2024, hvor der efter planen kommer en ny boligskattereform.

Det betyder, at boligejerne automatisk optager et lån hos kommunen på det beløb, som grundskylden stiger med, set i forhold til grundskylden i 2017.

Derfor er det kun, hvis du fraflytter inden 2024, at du skal betale den ekstra grundskyld.

Det bliver dog muligt at betale af på ekstraregningen - formentlig allerede fra næste år - vurderer Finans Danmark.

- Fra andet halvår 2021 forventes indefrysningsordningen at blive frivillig. Boligejerne vil derfor kunne vælge at indfri deres lån hos kommunen og efterfølgende løbende betale deres fulde grundskyldsregning, siger Ane Arnth Jensen.

Hvad er grundskyld?

  • Grundskylden, som også kaldes ejendomsskat, er en skat, som du betaler af selve grunden, du bor på, og den er forskellig fra kommune til kommune.

  • Modsat ejendomsværdiskatten beregnes grundskylden ikke ud fra, hvad ejendommen er værd, men ud fra hvad grunden er værdisat til i den seneste offentlige vurdering.

  • Skatten tilfalder den kommune, hvor ejendommen ligger, og taksten fastsættes af de enkelte kommunalbestyrelser. I alle kommuner skal den dog ligge mellem 16 og 34 promille af ejendommens grundværdi.

  • Grundskylden opkræves typisk to gange årligt, og det er politisk bestemt, at den højst må stige syv procent hvert år.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter