Amanda Jacobsen er idømt 3,5 års fængsel for millionsvindel, men hun er ikke den eneste, der i løbet af de seneste 30 år har begået omfattende svindel i Danmark. Dr.dk giver dig et overblik over de tre største svindelsager siden 1990.
Nordisk Fjer - 1991
Den danske tekstilvirksomhed Nordisk Fjer gik i 1991 konkurs blandt andet fordi bestyrelsesformand og administrerende direktør Johannes Petersen begik selvmord under opklaringen af sagen.
Virksomheden blev kørt så grundigt i sænk, at der til sidst manglede 3 milliarder kroner i kassen. Det skyldtes, at bestyrelsesformanden Johannes Petersen havde lånt penge fra op mod 60 forskellige banker - både i Danmark og i udlandet. Undervejs havde han taget mange midler i brug for at pynte på regnskaberne.
Johannes Petersen havde blandt andet oplyst, at omkring 50 procent af aktiekapitalen Northern Feather International var solgt til tre udenlandske partnere. Det viste sig at være opspind for at berolige aktionærer og andre. Aktionærer i selskabet mistede alle deres penge og tabte cirka tre milliarder kroner. Bestyrelsesmedlemmerne fik bøder på mellem 5000 og 20.000 kroner for medvirken til svindel.
PFA-sagen 1999
Sagen handlede om, at direktør for PFA Byg, Rasmus Trads, og Kurt Thorsen forfalskede den administrerende direktør i PFA André Lublins underskrift og begik svindel for flere milliarder kroner. De forfalskede dokumenter og underskrift med henblik på at opkøbe grunde for store pengebeløb.
De ville opføre en ferieby i Spanien og bygge luksuslejligheder i Tuborg Havn. Rasmus Trads blev idømt fem års fængsel, og Kurt Thorsen blev dømt seks års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk. Men begge ankede dommen til landsretten, der stadfæstede Thorsens dom, mens Trads fik nedsat straffen til fire års ubetinget fængsel.
IT-Factory 2008
Den 1. december blev IT-Factory, som ellers lige var blevet kåret til Danmarks dygtigste virksomhed af Børsen, erklæret konkurs. Direktøren Stein Bagger var forsvundet og befandt sig åbenbart i Dubai. Han blev efterly
st af Interpol med mistanke om, at han havde bedraget for 500 millioner kroner. Konkursen skete i direkte forlængelse til Baggers svindel - blandt andet som følge af en række falske leasingaftaler.
Bagger snød blandt andet Danske Bank for 350 millioner kroner, og Danske Bank er dermed den virksomhed, der har tabt mest på kollapset af IT Factory. Fra Dubai fløj Bagger til New York og kørte til Los Angeles, hvor han til sidst meldte sig selv. Stein Bagger blev i 2009 dømt til syv års ubetinget fængsel.