Seks danskere blandt verdens rigeste

I Danmark kan seks personer kalde sig dollarmilliardærer. De kan nu se sig selv på Forbes rigmandsliste.

Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen på Forbes liste over verdens rigeste personer. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Danske erhvervsprofiler har taget plads på den prestigefulde liste over verdens dollarmilliardærer.

I alt huser kloden 1426 dollarmilliardærer, og seks af dem har dansk pas.

Lego-arvingen Kjeld Kirk Kristiansen indtager førstepladsen blandt danskerne med en formue på 7,3 milliarder dollar. Det svarer til 41,9 milliarder danske kroner. Samlet giver det ham en plads som nummer 158 på verdensplan.

Dynelarsen får plads 363

Herefter følger Lars Larsen på en 363. plads. Jyske Larsen har med sit dyne-imperium oparbejdet en formue på 3,7 milliarder dollar eller 21,2 milliarder kroner. Han overhaler dermed Anders Holch Povlen fra Bestseller-koncernen på 589. pladsen og 14,3 milliarder kroner.

Den fjerde dansker på listen er næstformanden i Coloplast Niels Peter Louis-Hansen med 13,8 milliarder dollar, som placerer ham blot 24 pladser under Bestseller-ejeren.

Kun en kvinde med i opløb

Listens eneste danske kvinde indtager femtepladsen og en 974. plads. Det drejer sig om Hanni Toosbuy Kasprzak, der er ejer og formand for sko-giganten Ecco. Hun står for en formue på 8,6 milliarder danske kroner.

Bent Jensen er ny på listen og Danmarks sidste repræsentant. Han er ejer af Linak, som producerer teknik til industrivirksomheder. Formuen lyder på 6,3 milliarder kroner svarende til en 1268. plads.

Norge og Danmark lige

Danmark ligger med sine seks placeringer lige med Norge, som også kan prale af seks dollarmilliardærer. Begge lande overhales dog af Sveriges 14 repræsentanter.

Verdens rigeste mand er stadig mexicaneren Carlos Slim. I fire år har han siddet på tronen over verdens rigeste, og hans formue har nu rundet 73 milliarder dollar svarende til 418 milliarder kroner.

Bill Gates får andenplads

På andenpladsen finder man Microsofts Bill Gates med 384 milliarder kroner, mens tredjepladsen indtages af en ny. Her har ejeren af den spanske tøjkæde Zara, Amancio Ortega sneget sig ind med sin formue på 326 milliarder dollar.

/ritzau/

Facebook
Twitter