Selvstændig er ikke tilfreds med ny aftale: Det er næsten at tage pis på os

Frisør Pia Mellergaard Andersen er omvendt glad for ny hjælp til selvstændige.

Selvom der nu skrues op for kompensationen, opvejer det langt fra Frank Hoffmanns tab. (Foto: (C) DR © (c) DR)

Der er mere hjælp på vej til de selvstændige i Danmark, som er påvirket af nedlukningen af samfundet.

Tidligere på dagen landede en aftale mellem regeringen og et bredt flertal om, at de selvstændige nu skal kunne søge om op til 30.000 kroner i kompensation om måneden, hvis de er ramt af corona-nedlukningen.

For selvstændige med mellem én og 25 ansatte kan beløbet stige til 33.000 kroner.

For at modtage den højere kompensation må den selvstændige selv dog fortsat kun tage 23.000 kroner ud af virksomheden om måneden til sig selv.

Men selvom nogle selvstændige nok er glade for, at de kan søge mere i kompensation, er det langt fra nok for Frank Hoffmann, som er ejer af tøjbutikkerne Mr. Hof og By Hof i Tønder.

- Uden at lyde utaknemmelig synes jeg slet ikke, det er nok. I forhold til de tab, vi har, er det meget, meget lavt. Det er ikke at tage tykt pis på os, men det er tæt på.

Han håber derfor, at man meget snart kan åbne regionalt de steder, hvor der er lav smitte - for eksempel i Tønder.

- Vi har meget få smittede i Tønder. Det giver jo god mening, at vi åbner der, hvor det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er det i Tønder.

- Hvis de kan lukke Nordjylland så hurtigt, så kan de vel også åbne regionalt, når vi har et så lavt smittetryk, siger Frank Hoffmann.

Tønder-frisør: Glad for at blive hørt

Det er dog ikke alle i Tønder, der er lige så pessimistiske som ejeren af tøjbutikken.

Frisør Pia Mellergaard Andersen ejer virksomheden Hårdesign. Den ligger også i Tønder.

Hun er glad for, at der kommer ny hjælp til selvstændige, som, hun mener, er udtryk for, at der bliver lyttet til deres bekymringer.

- Jeg er glad for, at vi bliver mere ligestillet med lønmodtagerne.

Frisør Pia Mellergaard Andersen er glad for at blive hørt, men savner stadig flere penge. (Foto: (C) DR © (c) DR)

Hun er dog enig med sin kollega i, at det langt fra er nok til at dække de udgifter, hun har.

- Det er minus lige nu. Som virksomhed er det jo kun udgifter, vi har lige nu. Det er rigtig hårdt, siger Pia Mellergaard Andersen.

Hun håber, at der snart bliver sat gang i en genåbning, så hun igen kan tjene penge.

Brancheorganisation jubler over aftale

Hvis man spørger SMV Danmark, som er interesseorganisation for de små- og mellemstore virksomheder, er dagens aftale en kærkommen hjælp til det selvstændige.

Det siger administrerende direktør Jakob Brandt.

- Aftalen løfter kompensationen, så man kommer til at blive ligestillet med lønmodtagerne. Det har vi efterlyst i ti måneder.

- Vi er glade for, at man nu sender signalet om, at det er lige meget, om man er lønmodtager eller selvstændig. Det hjælper også på en slunken kasse ude i virksomhederne, siger Jakob Brandt.

Ifølge Jakob Brandt kommer hjælpen i sidste øjeblik, men kan være med til at redde nogle af de helt små virksomheder, som kigger ned i afgrunden.

- For gruppen uden ansatte eller med kun en eller to ansatte gør det her en konkret forskel på, om de går konkurs eller ej. Det har ikke den samme betydning for de lidt større. Der skal vi have kigget på mere hjælp.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter