Sexlegetøj er en levevej for Kristoffer: 'Det var lidt skræmmende i begyndelsen'

Kristoffer Hjerrild var en genert ung mand, da han ved lidt af et tilfælde som 21-årig blev medejer af en sexshop.

Folk fniser ofte, nogle griner sågar fjoget, når Kristoffer Hjerrild præsenterer sig selv. Og det er altså ikke, fordi han er standup-komiker.

Den 28-årige aarhusianer har sin egen webshop, hvor han sælger sexlegetøj, ligesom han har oprettet en abonnementsordning inden for samme univers.

I aften deltager Kristoffer Hjerrild i tv-programmet 'Løvens hule', hvor han præsenterer sit firma og håber at få en investering med fra panelet.

Og selv i det herrens år 2019 er det en branche, som kan trække i smilebåndet og få spørgelysten vækket, siger han.

- Det er en virkelig god icebreaker. Så hvis jeg er et sted, hvor jeg ikke kender ret mange, skal jeg bare fortælle, hvad jeg laver, og så synes folk, det er vildt spændende. Det er kun nogle ganske få, som synes, det er lidt skørt, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Mange nærgående spørgsmål

Især kvinder bliver nysgerrige og har straks en masse spørgsmål, mens mændene er lidt mere tilbageholdende.

'Hvad er det bedst sælgende?' og 'Hvor mange produkter har du selv prøvet?' er nogle af de spørgsmål, Kristoffer ofte bliver stillet. Og selvom han nu har været i branchen i syv år, bliver han stadig ikke træt af de til tider nærgående spørgsmål.

- Det er bare ikke altid, at jeg lige ved, hvad jeg skal svare, griner han.

Skræmmende verden for en genert type

Det var lidt af en tilfældighed, der i sin tid åbnede døren til den erotiske verden for Kristoffer - altså i arbejdsøjemed.

Som helt ung havde den aarhusianske knægt ikke lyst til at tjene ekstra lommepenge i det lokale supermarked, så han lærte sig selv at lave hjemmesider via guides på nettet. Det skulle man nemlig ikke bruge startkapital til.

I begyndelsen var Kristoffer Hjerrild med til at lave webshops for mange forskellige kunder. Det var alt lige fra selvbruner til undertøj og longboards, men en dag stod en kunde og skulle have hjælp til at lave en sexshop på nettet. Det udviklede sig til et medejerskab og efter halvandet år startede Kristoffer sin egen sexshop, Winkwink.

Selv seriøse forretningsfolk kan komme til at grine og fnise, når der kommer sexlegetøj på bordet:

- Jeg kunne se, at der var potentiale her. Det var lidt anderledes, og jeg må da også indrømme, at det var lidt skræmmende i begyndelsen. Oprindelig er jeg en genert type, men det kan man ikke være i den her verden, så det måtte jeg lære, smiler den unge iværksætter og husker tilbage på sin første store udfordring i sit 'nye' liv:

- Da jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg havde fået en anpart i en sexshop, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle sige. Det var svært, men jeg fik sagt til dem, at jeg havde lavet den her hjemmeside til en sexshop, og at de så havde tilbudt mig at komme med i det. Mine forældre kunne dog godt lægge to og to sammen, og de synes da også, at det var sjovt. Men ligesom så mange andre skulle de lige forholde sig til det.

Sælger erotik og gnist på bokse

I dag er 28-årige Kristoffer ikke længere skræmt over, at der står sexlegetøj ved siden af ham hver dag. For ham er det bare et produkt, han sælger. Det kunne ligeså vel have været selvbruner eller longboards.

Og selvom sexlegetøj fylder meget på en arbejdsdag for den unge østjyde, så handler det om meget mere end sex.

- Det er vigtigt at have og ikke mindst at prioritere intimitet i et parforhold, og jeg vil gerne være med til at skabe den der ekstra gnist, som holder liv i det, lyder det fra Kristoffer Hjerrild.

For at hjælpe erotikken på vej har den aarhusianske idémand startet en særlig ordning, hvor abonnenter modtager en romantisk boks hver anden måned. Den såkaldte L'amourbox indeholder alt lige fra sexlegetøj til chokolade og inspiration til ting, man kan gøre sammen som par.

  • Kristoffer Hjerrild er med i 'Løvens hule', hvor han præsenterer L'amourbox og håber at få en investering med fra panelet. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
  • Hver løve får udleveret et eksempel på en L'amourbox i programmet, og Christian Stadil og Peter Warnøe studerer produktet med stor interesse. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
1 / 2

Vil gøre sexlegetøj mere stuerent

Med sine mange år i branchen ved Kristoffer Hjerrild nemlig, hvad man kan bruge til at holde liv i kærligheden i et forhold - i hvert fald når det gælder erotisk legetøj.

- Det kan godt være uoverskueligt, hvis man ikke rigtig tidligere har købt noget i en sexshop. Der er tusind vibratorer, og de har allesammen fem stjerner. Så hvilken én skal man vælge til lejligheden? Det er jeg med til at hjælpe folk med, når de modtager en L'amourbox, forklarer han.

Så udover at passe på kærligheden og at drive en succesfuld forretning med mulighed for vækst, har Kristoffer en tredje mission med sin virksomhed.

- Jeg forsøger at gøre hele universet med erotisk legetøj lidt mere stuerent. Derfor er L'amourbox heller ikke bare en boks udelukkende med sexlegetøj. Vi kan jo heller ikke bare sende en vibrator ud hver gang. Der er trods alt begrænsninger på, hvor mange man kan bruge, griner Kristoffer Hjerrild.

Facebook
Twitter