Er du træt af hovedrystende el-regninger og et alt for dyrt olie- eller gasfyr, så er det en god ide at træne fingrene, så de er hurtige på tasterne.
Klokken ti kan boligejere nemlig søge om tilskud til at energiforbedre deres helårsboliger. Men allerede klokken ni bliver der åbnet for et digitalt venteværelse, hvor man klokken ti bliver tildelt en vilkårlig plads i køen.
Alle boligejere kan søge om tilskud til helårsboliger, så længe projektet ikke er sat i gang.
Konkret er det udskiftning til varmepumpe, som alle kan søge. Derudover kan der søges midler til isolering, udskiftning af vinduer og andre energiforbedrende tiltag. Men det er kun helårsboliger med energimærkerne E, F og G, der kan søge til det formål.
Lange ventetider sidste år
Bygningspuljen består af i alt cirka 2,5 milliarder kroner, som er og vil blive uddelt fra 2020 og frem til 2026. Sidste år, da det var muligt at søge i puljen, var der rift om dem. 91.000 personer sad i kø, 8.600 ansøgninger blev sendt ind, og 13 timer senere var alle pengene fordelt.
Dog var ventetiden forgæves for mange, hvilket dengang skabte en del frustration. Energistyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at ansøgningssystemet er blevet forbedret, men at der ikke er garanti for tekniske problemer.
Tue Patursson, der er fagekspert i energi i Videncentret Bolius, fortæller, at deres brugere har haft stigende interesse for puljen – særligt efter prisstigningerne på energi. Han forklarer, at 80 procent af puljen i år vil gå til varmepumper.
- Det er meget dem med naturgas, oliefyr og el-radiatorer, der skal over på en anden opvarmningskilde. Og det er dem, der har brug for at søge denne omgang, siger Tue Patursson.
Kræver at du er forberedt
Han forklarer, at Bolius generelt anbefaler, at man tilslutter sig fjernvarmenettet, men at dem, der ikke har mulighed for det, kan få stor glæde af en varmepumpe.
For at få fingrene i pengene kræver det dog, at du har gjort lidt forarbejde.
- Man skal have de rigtige oplysninger om sin bolig, som man kan finde på nettet. Og hvis man skal have ordnet vægge, vinduer og tag, så skal man have et energimærke, der er lavet inden for de seneste ti år. Ellers tager det en to ugers tid, før man kan få et, siger Tue Patursson.
Private boligejere, andelsforeninger, ejerforeninger, virksomheder, foreninger og selvejende institutioner kan søge de 121 millioner kroner, der er i puljen denne gang.
Ansøgningsportalen lukker igen for adgang klokken 18. Hvis man allerede er inde på portalen, når den lukker, har man frem til klokken 20 til at færdiggøre ansøgningen.
Der kan gå op til et halvt år, før du får svar på, om du er blevet godkendt til at modtage støtte. Desuden skriver Energistyrelsen, at du først kan gå i gang med det energiforbedrende arbejde, når du har fået tilsagn om støtte.
Hvis du er interesseret i at søge, så kan du læse mere om, hvad der konkret gives støtte til og læse vejledninger til at søge på sparenergi.dk.