Skattesvindel

Sigtet i ny sag om skattesvindel har før stået frem i DR-program

Navneforbud er ophævet for den ene i en ny sag om skattesvindel, hvor to personer er sigtet.

Den HK-ansatte fagkonsulent Sven medvirkede i december sidste år i DR-dokumentaren ”Milliardkuppet” om den store udbytteskattesag.

Det er en tidligere HK-ansat fagkonsulent i Skat med fornavnet Sven, der er en af de to sigtede i en ny sag om svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner i 2007 og skatteunddragelse.

Det står klart, efter at Østre Landsret i dag har ophævet navneforbuddet mod ham i sagen.

Begge mænd nægter sig skyldige i sigtelserne.

Den HK-ansatte fagkonsulent Sven medvirkede i december sidste år i DR-dokumentaren ”Milliardkuppet” om den store udbytteskattesag, hvor firmaer ifølge bagmandspolitiet har svindlet med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner fra 2012 til 2015.

I programmet fortalte den tidligere skattemedarbejder, at han havde siddet alene i Skat med det praktiske ansvar for at godkende ansøgninger om udbetaling af udbytteskat.

Han forholdt sig også til, at han i foråret 2016 blev sigtet i den store udbytteskattesag og sagde, at sigtelsen gik på, at han havde hjulpet den hovedmistænkte Sanjay Shah, som han samtidig afviste at stå i ledtog med. Han udelukkede dog ikke, at han var blevet misbrugt i svindelnummeret.

Sidste forår blev Sven bortvist fra sit job i Skat.

Varetægtsfængslet

Nu er Sven sigtet i en ny sag om udbytteskat.

Den 26. maj i år blev han anholdt, og efter et grundlovsforhør den 27. maj blev han varetægtsfængslet - sigtet for groft bedrageri og skatteunddragelse.

Han sidder stadig fængslet i sagen.

Ifølge politiet har han i forening med en udlandsdansker søgt om at få udbetalt 37,4 millioner kroner i udbytteskat i 2007 på vegne af et udenlandsk selskab og modtaget 1,7 millioner i løn fra et firma, som han ikke har betalt skat af. Selv nægter han sig skyldig.

Sagen er ifølge anklagemyndigheden en udløber af efterforskningen i den store sag om svindel med udbytteskat.

Udlandsdanskeren er også sigtet og varetægtsfængslet i sagen. Han har bopæl i USA, men blev anholdt i Københavns Lufthavn den 23. maj.

Der er stadig navneforbud i sagen vedrørende ham.

Afviste at svare på spørgsmål

Da DR Nyheder sidste år interviewede Sven om hans rolle i den store udbytteskattesag, afviste han at svare på spørgsmål om hans relation til udlandsdanskeren.

Vi ved, at politiet også har interesseret sig for nogle pengeoverførsler, som du har fået fra en dansk-amerikaner, du har besøgt i USA. Er det noget, du kan fortælle noget om?, spurgte DR’s erhvervskorrespondent, Thomas Svaneborg.

- Nej, svarede Sven.

Hvorfor ikke?

- Det er privat. Helt privat, lød svaret.

Men kan det være noget af det, der måske har vakt politiets mistanke?

- Måske. Jeg ved ikke, hvad der har vakt deres mistanke.

Men er det noget, som er fuldstændig uden for den her sag (den store udbyttesag, red.)?

- Det er helt uden for den her sag. Det er det, svarede Sven.

Gør sagen værre

- Hvis manden har været involveret i svindlen, gør det sagen meget værre, siger lektor i skatteret Thomas Rønfeldt.

At en tidligere hk-ansat skattemedarbejder, som stod for udbytteskattesager i Skat, nu selv er sigtet for at have svindlet med udbytteskat, gør sagen mere alvorlig.

Det siger Thomas Rønfeldt, lektor i skatteret ved Aalborg Universitet.

- Til at starte med har perspektivet været, at Skat har manglet ressourcer, og at man havde en mand, der sad isoleret på en position og havde besvær med at klare sit arbejde, siger han.

- Hvis det viser sig, at manden i stedet har været involveret i svindlen, er det ikke er systemet, der har fejlet, men så har der simpelthen manuelt været svindel internt i rækkerne, og det gør sagen meget værre, tilføjer han.

Fakta om den store udbyttesag

  • Den britiske rigmand Sanjay Shah er hovedmistænkt i sagen, hvor danske skatteborgere ifølge Skat er blevet snydt for 12,3 milliarder kroner.

  • Den formodede svindel er startet i 2012 og står på indtil 2015, hvor Skat opdager det og lukker for tilbagebetalingerne af udbytteskat til udenlandske aktionærer.

  • Mistanken går på, at bagmænd i udlandet har indsendt ansøgninger til Skat, hvor de har udgivet sig for at eje aktier i danske selskaber. De forfalskede ansøgninger har bagmændene brugt til at få refunderet den skat, de påstod at have betalt for aktiegevinster, de havde opnået igennem de danske selskaber. Men hele konstruktionen er ifølge Skat et falsum.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk