Skat har betalt 15.000 kroner for hver Panama-dansker

Skat har betalt seks millioner kroner for Panama-papirerne, og det har allerede givet henvendelser.

Knap seks millioner kroner koster det Skat at skaffe sig adgang til fortrolige oplysninger om 500-600 danske skatteydere. Det bekræfter Skats indsatsdirektør, Jim Sørensen, over for DR Nyheder. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Der venter overarbejde hos Skat de kommende år. For med købet af de såkaldte Panama-papirer er der landet omkring 320 sagskomplekser på indsatsdirektørens skrivebord.

Det har kostet Skat seks millioner kroner, og i papirerne er der navne på mere end 500 danskere.

Papirerne har længe været ønsket, og med hjælp fra en udenlandsk myndighed er aftalen gået igennem, fortæller indsatsdirektør i Skat Jim Sørensen:

- Sager i denne størrelsesorden tager næsten et år at gennemføre, inden vi har fuld dokumentation, og vi har en afgørelse i sagerne.

Hvordan sætter man sådan noget her i værk? Jeg tænker ikke, det er noget, du har prøvet før i Skat?

- Nej, det kan jeg garantere dig for, at jeg ikke har. Vi har lænet os op ad en udenlandske myndighed, der har prøvet det før. Og de har hjulpet os hele vejen. De har også haft en klar kontakt til kilden, og det har været meget afgørende, at de har stolet på kilden. Så vi har fået kraftig international hjælp til at gøre det her, siger Jim Sørensen.

Har I forhandlet om beløbet i kroner og øre?

- Vi har betalt omkring 2000 euro per sag. Og vi har overført 624.000 euro til kilden som betaling for de her data. Kilden var så venlig at give os dataene inden betalingen, så vi kunne tjekke, det vi var blevet lovet. Nu starter den reelle sagsbehandling.

Momsen er betalt

Købet af Panama-papirerne er første gang, at Skat køber oplysninger fra skattely, og ifølge Jim Sørensen har man taget alle forholdsregler, så der ikke senere skal blive et problem for hverken Skat eller kilden, der modtager pengene.

- Vi har betalt et nettobeløb til kilden, og kilden ønsker selvfølgelig, at der skal være afregnet det, der skal være til Danmark. Der er en mulighed for, at man bliver afgiftspligtig for sådan et køb, også selvom kilden er anonym, så jeg har også valgt at indbetale 25 procent i moms til Staten. Så bliver det lige omkring seks millioner kroner alt i alt, men kilden har kun fået de her 624.000 Euro (red. svarende til 4,6 millioner danske kroner).

Og hvad så med at betale indkomsskat af sådan nogle penge?

- Der er intet, der tyder på, at vedkommende er skattepligtig til Danmark. Og kilden har også betinget sig, at med den betaling, der er, så er der betalt det, der skal i Danmark.

Nu ligger I inde med oplysningerne. Er der på nogen måde mulighed for at få amnesti, hvis man går til jer?

- Amnesti er et politisk anliggende, men hvis man går til os, så er det en del af sagen, og det bliver fremstillet sådan.

Men kan I mærke nu, at personer allerede er begyndt at henvende sig, fordi jorden er begyndt at brænde under dem?

- Det er klart, at vi undervejs har haft en række henvendelser på nogen, som godt kunne stå i de her papirer også af legale årsager, og det er fint, at man har fortalt, hvorfor man står der. Der kan også være årsager til, at man optræder i de lande som erhvervsvirksomheder, det skal man også huske.

Du siger, at der er nogen, der står der af naturlige grunde. Er der også nogen, der har henvendt sig, fordi de optræder af mere tvivlsomme grunde?

- Vi har også enkelte henvendelser fra nogen, der måske burde have angivet noget selv, siger Jim Sørensen.

Facebook
Twitter