Skat indleder tjenestemandssag mod ansatte

Skat har indledt en tjenestemandssag mod fire chefer og to ansatte, erfarer DR Nyheder.

Skat har belsuttet at rejse en tjenestemandssag mod seks ansatte, efter de er blevet beskyldt for at bruge for grove metoder i jagten på skattesyndere.

Skat har besluttet, at indlede tjenestemandssager mod fire chefer og to menige ansatte i kølvandet på den seneste tids kritik, der har været af retssikkerhedsforholdene for en række borgere, der har været mistænkt for skattesnyd.

En af de mere omtalte sager har været sagen mod Jesper Nielsen også kendte som 'Kasi-Jesper' der har klaget over de metoder, som Skats ansatte har brugt mod ham i deres undersøgelser.

Bedt om redegørelse

Allerede i juli blev de seks ansatte bedt om at aflevere en redegørelse for deres handlinger til Kammeradvokaten, der gik i gang med at vurdere, om der var basis for at rejse tjenestemandssager mod de pågældende.

- Efter at have læst Kammeradvokatens vurderinger og indstilling har jeg i dag orienteret de omfattede medarbejdere og chefer om, at der iværksættes tjenstlige forhør af dem. Det er min forhåbning, at sagen finder sin afslutning inden udgangen af første kvartal 2014, siger direktør i Skat, Jesper Rønnow Simonsen i en pressemeddelelse.

Minister: Alvorlig sag

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) kalder sagen alvorlig, men har fortsat tillid til Skats direktører.

- Det er ganske alvorligt og aldrig sjovt at være nødsaget til at tage et instrument som tjenestemandsforhør i brug, men jeg har fuld tillid til, at Skats direktør håndterer sagerne på en måde, der både tilgodeser borgernes og skattemedarbejdernes retssikkerhed, siger Holger K. Nielsen og fortsætter:

- Det skal være sådan, at man altid kan være fuldstændig sikker på, at man får en fair behandling i det danske skattesystem. Det må der ikke være tvivl om.

Usædvanligt skridt

Skatteadvokat Torben Bagge fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen kaldte i julisagen et usædvanligt skridt.

- Jeg kan ikke umiddelbart huske en situation, hvor Skat har bedt seks af sine chefer vurdere, om de selv ellers deres medarbejdere har begået tjenestemæssige forseelser, sagde han.

Tjenestemandssagerne kommer, efter at flere medier har de seneste måneder afdækket forskellige tilfælde af embedsmisbrug, hvor ansatte i Skat tilsyneladende har handlet i strid med loven.

Blev fyret efter henvendelse

Det fik i april skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at kræve en redegørelse for hensynet til borgernes retssikkerhed i Skat.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er der blandt andet tale om de chefer, der har været ansvarlig for håndteringen af sagen mod erhvervsmanden Jesper Kasi Nielsen og den tidligere kommunalt ansatte Susanne Damsgaard.

I Susanne Damsgaards tilfælde er der tale om en sag, hvor Skat er under anklage for at have brudt sin tavshedspligt ved at henvende sig til Susanne Damsgaards tidligere arbejdsgiver, Ishøj Kommune, og oplyse om sigtelserne mod hende.

Henvendelsen førte til, at hun blev fyret. De alvorlige anklager mod Susanne Damsgaard er i dag frafaldet.

Facebook
Twitter