Skat kradser ind: Vi skal betale mere tilbage i skat i år end sidste år

Knap en million får et skattesmæk i år - og smækket er større end sidste år.

Skat skal kradse mere ind i for lidt indbetalt skat i år end sidste år. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Næsten 7.000 kroner. Så stor bliver årets gennemsnitlige skattesmæk. Mens tre ud af fire skatteydere i morgen får penge tilbage i skat, så er der en lille million, som står til regulære skattesmæk for indkomståret 2015.

973.219 danskere – eller næsten 25.000 flere end sidste år - skal af med penge i restskat.

Samtidig bliver skatteregningen noget større end sidste år. Næsten 6.920 kroner i gennemsnit. Det er 1.000 kroner mere per skatteyder end 2014, hvor beløbet var 5.987 kroner.

Også det samlede beløb, som skattevæsenet har til gode i restskat, vokser - fra 5,7 mia. kroner i 2014 til 6,7 mia kroner i 2015.

Danskerne er stadig ikke ret gode til at ramme skiven, når det handler om skat. Kun 286.673 skatteborgere ramte plet i 2015 og skal derfor hverken have penge tilbage eller betale. En stor del af gruppen er dog unge, som har en indkomst, der er lavere end personfradraget.