Skat lægger sag an i USA: Kræver danske udbyttemilliarder tilbage

En lille gruppe amerikanere trækkes i retten i USA med krav om at betale milliarder tilbage til Danmark.

Skat lægger nu sag an mod en række ejere af amerikanske pensionskasser i forbindelse med sagen om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner. (Foto: ERik Refner © Scanpix)
Udbytteskat: Sådan blev Skat svindlet
  • Skat har i alt udbetalt 12,7 milliarder kroner til virksomheder eller personer bosat i udlandet.
  • De har via et hul i Skats kontrol søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation fra udenlandske selskaber.
  • Udenlandske selskaber skal nemlig ikke - som danske selskaber - betale 27 procent i skat af aktieudbytte.
  • Svindlen er sket ved, at virksomhederne og personerne har udfyldt blanketter om refusion af udbytteskat uden at have aktier i danske selskaber.

Skat går nu offensivt til værks for at få de 12,7 milliarder kroner tilbage i den danske statskasse, som udenlandske formodede svindlere anført af finansmanden Sanjay Shah fik udbetalt i årene 2012 til 2015.

Det fremgår af indtil videre over 40 stævninger, som advokater i USA i løbet af maj måned på vegne af Skat har anlagt mod en lang række amerikanske enkeltmandspensionskasser og deres ejere ved domstole i blandt andet New York, New Jersey, Massachusetts, Ohio og Florida.

De over 40 stævninger rummer samlet et krav fra Skat om at få tilbagebetalt over to milliarder kroner. Ifølge DR Nyheders oplysninger kommer det tal til at vokse i takt med, at Skat via sine amerikanske advokater anlægger flere stævninger i USA.

I alt 277 amerikanske enkeltmandspensionskasser er udnyttet i det, der ifølge Skat udgør ét stort svindelnummer mod den danske statskasse, fremgår det af stævningerne.

Som DR Nyheder tidligere har afdækket, er pensionskasserne i virkeligheden skuffeselskaber uden kontor og ansatte, tilsyneladende oprettet af et begrænset antal bagmænd og typisk registreret hos de amerikanske myndigheder i løbet af få måneder i 2014 og 2015, omkring det tidspunkt, hvor svindlen mod Skat eksploderede og for alvor tog fart.

Skat kræver millioner fra ejere af pensionskasser

Blandt de amerikanere, som Skat nu har stævnet, er finansmanden Doston Bradley fra New York, der nu er blevet mødt med et krav om at betale 299 millioner kroner tilbage.

Doston Bradley ønsker ikke at kommentere stævningen, men da DR Nyheder kort talte med ham sidste år om sagen, bekræftede han, at han var ejer af pensionsplanerne, og at de var ”taget under administration”.

En anden af de amerikanere, som Skat nu slæber i retten i USA, er Matthew Tucci fra New Jersey, der står bag stribevis af de pensionsselskaber, der indgår i den formodede svindel mod Skat.

Mattew Tucci er blevet mødt med et samlet krav om at betale 687 millioner kroner tilbage til Skat.

Ifølge Christian Bachmann, formand for Danske Skatteadvokater, er det oplagt, at Skat nu lægger sag i USA i et forsøg på at få nogle af de mange milliarder tilbage.

- Men om de sagsøgte enheder i USA har evnen og viljen til at tilbagebetale de modtagne udbytterefusioner og sagsomkostninger, kan være tvivlsomt, hvis pengene er sendt videre til bagmanden, siger han.

Pensionskasser kan misbruges til svindel

De amerikanske pensionskasser er typisk fonde af en type, som ifølge amerikanske myndigheder risikerer at blive misbrugt til svindel.

Det handler blandt andet om såkaldt enkeltmands 401k-planer, der kan oprettes i løbet af få minutter, og som stort set ikke er underlagt kontrol fra amerikanske myndigheders side.

- På overfladen er der intet ulovligt ved de her konstruktioner, men de åbner for misbrug, som det ser ud til at være sket i Danmark, forklarede en amerikansk skatteekspert, Francis Helverson, fra firmaet WTS Global i New Jersey, sidste år til DR Nyheder.

Pensionskasserne har alle været kunder hos den hovedmistænkte i sagen, den britiske finansmand Sanjay Shah. En betydelig del af de 12,7 milliarder kroner må formodes at være havnet i selskaber tilhørende Sanjay Shah.

Det er endnu uklart, hvor stor en del af de i alt 12,7 milliarder, som Skat er svindlet for, der er havnet i USA.

DR Nyheder forventer at få en kommentar fra Skat senere på formiddagen.

Hør mere om sagen i P1-programmet Følg Pengene, der blev sendt onsdag klokken 9.