Skat snydt for millioner: Sporet fører til firma på Strøget i København

Det danske firma Rexkern har systematisk hjulpet firmaer til at løbe fra regningen, viser dokumentar.

De 343 selskaber har haft adresse på Amagertorv 15, hvor blandt andre intetanende tanzaniere er blevet indsat som direktører for selskaber. (Foto: Mathias Sommer DR Nyheder)

Det danske firma Rexkern slæber et langt spor af forliste selskaber efter sig, som skylder den danske statskasse mindst 340 millioner kroner.

Og formentlig meget mere.

- Jeg får det næsten skidt af det. Det er nogen, der bevidst forsøger at udnytte et system, der er baseret på tillid, og det er jo altid trist, når nogen forsøger at udnytte det gode samfund, vi egentlig har herhjemme, siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR- danske revisorer.

Forsvindende direktører

Over to udsendelser ser DR-programmet 'Afsløret' nærmere på Rexkerns mange selskaber, som indtil sidste år havde adresse på Amagertorv 15 på Strøget i København.

Folkene bag Rexkern har været involveret i 343 selskaber, hvor de fleste er gået konkurs eller er tvangsopløst. Fælles for selskaberne er, at direktionen og bogføringen typisk er forsvundet, når det nødlidende selskab er blevet overtaget af en kurator.

'Afsløret' har fået aktindsigt i kuratorernes gennemgang af 45 af selskaberne, som viser et ubetalt skattekrav på samlet 340 millioner kroner.

- Det, vi har set, har været en aktivitet, hvor mindre virksomheder på vej mod konkurs er blevet solgt til stråmænd, som har taget over. Det har frigivet ejerne for det umiddelbare ansvar, siger Henrik Sjørslev, der som advokat i DLA Piper har siddet med flere af de konkursramte selskaber, som har forbindelse til Rexkern.

'Afslørets' gennemgang viser desuden, at en lang række af selskaberne formentlig er blevet brugt til kædesvig og hvidvask af sorte penge.

- Meget aggressivt

Henrik Sjørslev har set markedsføringsmaterialet fra Rexkern og kalder firmaets metoder for 'aggressiv svindel':

- Det er meget aggressivt, for det er sat i system, og det er aggressivt markedsført. Rexkern tilbyder, at man kan undlade at skulle møde op i Skifteretten og forklare sig. Man risikerer ikke konkurskarantæne, og ingen vil interessere sig for, om virksomheden har udstedt ulovlige lån til ejeren, siger han.

I en præsentationsvideo (ovenfor, red.) forklarer Rexkern, hvordan det kan tilbyde et selskab i Danmark med en 'skattefri struktur' og en stråmand i spidsen.

- Det er jo fine billeder, men når man begynder at læse teksten, så får man jo kaffen i den gale hals. De skjuler i hvert fald ikke, hvad det er, de har gang i, at det her er et spørgsmål om, at man vil tage ansvaret væk fra den reelle ledelse og så sætte en stråmandsdirektør ind, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er hvidvaskekspert og direktør for revisorjura.dk.

Han henviser til, at de reelle ejere bag Rexkern også har gemt sig bag blandt andet stråmænd fra Tanzania, som har modtaget et beløb for en kopi af deres pas, som i Danmark er blevet brugt til at indsætte direktører i danske selskaber.

- De har benyttet sig af et dobbelt lag af stråmænd, og det er for at sikre sig, at man ikke kan spore tilbage til dem, der egentligt sidder og trækker i trådende, siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Penge fra fælles skattesystem

Ved at overdrage de nødlidende selskaber til ofte intetanende stråmænd, er kreditorerne typisk blevet efterladt med en tom pengepung og en lang næse:

- De har jo organiseret det på en måde, hvor virksomheder, der går konkurs, tager penge ud af vores fælles skattesystem, siger Tom Vile Jensen fra FSR.

'Afslørets' research leder frem til den danske bagmand Jesper Madsen. Han bekræfter, at han har stået for at oprette en række selskaber gennem Rexkern, men ønsker ikke at svare på DR's spørgsmål.

Følg 'Afsløret' grave sig til bunds i Rexkerns metoder, når programmet sendes klokken 20:45 tirsdag aften på DR 1.

Facebook
Twitter