SKAT vil plukke tidligere OB-målmand

Tidligere målmand på OB og landsholdet, Lars Høgh bliver nu slæbt i landsretten af SKAT, der insisterer på, at han skylder dem penge. SKAT tabte sagen i landsskatteretten.

Lars Høgh var målmand for OB indtil han blev 41 år. (Foto: Lars Rønbøg © Lars Rønbøg)

Nok var Lars Høgh god til at holde sit mål rent, men ifølge skattemyndighederne kan man ikke sige det samme om hans bankkonto.

SKAT går til landsretten

Skattemyndighederne vil nu gå i landsretten i en sag mod den tidligere målmand på landsholdet og superligaklubben OB.

Stridens kerne er indtægterne fra en særlig fodboldkamp, som i 2000 blev afviklet til Lars Høghs ære, en såkaldt testimonialkamp, hvor overskudet gik til målmanden.

Klubben ville hylde Høgh, der begyndte i klubben som 12-årig og sluttede som 41-årig, og som spillede i alt 817 kampe som amatør, semiprofessionel og fuldtidsprofessionel.

- Folk ville gerne sige farvel til mig, og det var en fed dag for mig, som dette her ikke på nogen måde kan ødelægge. Det har ikke fyldt så meget i mit hoved. For mig var dagen det vigtigste, og det kan de ikke tage fra mig, siger Lars Høgh.

1,1 millioner til Lars Høgh

Da udgifterne var trukket fra, var der 1,1 millioner kroner tilbage. Indtægterne kom blandt andet fra salg af programmer, tv-rettigheder og salg fra boder.

I Landsskatteretten fik målmanden medhold i, at beløbet ikke skal beskattes. Høghs advokat har fremhævet, at arrangementet var en anerkendelse af den loyalitet, som målmanden har udvist over for sin klub.

Omvendt hævder Skatteministeriet, at der ikke var tale om en gave, "der hidrører fra indsamlede bidrag", som det hedder i ligningsloven.

- Da jeg havde vundet i Landsskatteretten, troede jeg egentlig, at det var det, bemærker Lars Høgh.

Retssagen behandles torsdag af landsretten. Dommen afsiges på et senere tidspunkt.

Facebook
Twitter